Chelsea-anfører efter Conference League-triumf: Vi skulle vinde
Reece James kalder præstation i første halvleg i Conference League-finale for flad. Chelsea vandt opgøret 4-1.
Chelsea indfriede ifølge anfører Reece James onsdag et af de mål, som holdet satte sig ved sæsonens begyndelse.
Det skete, da holdet onsdag aften vandt over Real Betis i finalen af den tredjebedste europæiske turnering, Conference League.
- Det er en fantastisk følelse. Som kampen skred frem, voksede vi ind i den, og heldigvis scorede vi fire mål i anden halvleg, siger anfører Reece James til TNT Sports.
- Da vi kom med i turneringen, vidste vi, at vi var nødt til at vinde den. I næste sæson er vi med i Champions League igen, tilføjer han.
Englænderne vandt i finalen 4-1 over spanske Real Betis. Forud var ellers gået en første halvleg, der havde stået i spaniernes tegn, og ved sidebyttet førte Betis med 1-0.
- Jeg synes, at vi var helt flade i første halvleg. Spillet gik ikke vores vej i starten, og det så ud til, at det tog meget på os.
- Vi vidste, at det ville blive en vanskelig kamp, og det gjorde det svært for os i første halvleg. De fik et tidligt mål, og det gjorde os usikre, siger Chelsea-anføreren.
Chelsea fik dog styr på det i pausen og var i anden halvleg som forvandlet. Fem gyldne minutter med to scoringer fra minut 65 til 70 vendte for alvor kampen på hovedet.
I tillægstiden lukkede og slukkede midtbanemanden Moises Caicedo, da han gjorde det til 4-1 til englænderne.
Chelsea er det første engelske hold, der har fundet alle de fire store europæiske trofæer - inklusiv den nedlagte Pokalvindernes Turnering.
- At være det første hold, der har vundet alt det, og hvor man kan se fansene fejre det nu. Det viser, hvor meget det betyder for dem, siger Chelsea-forsvarsspiller Levi Colwill
- Vi vidste, at de (Betis, red.) ville være et godt hold, især i starten, hvor deres fans pressede dem, men vi vidste, at det ville dø ud.
- Vi måtte bare vente og vælge vores øjeblikke, og det var det, vi gjorde i anden halvleg, tilføjer den 22-årige englænder.
/ritzau/Reuters
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.