Sport

Chelsea behandler FCK-møde som en kamp i Premier League

At møde FCK i Conference League er ikke anderledes end at spille i Premier League, mener Levi Colwill.

Chelsea-træner Enzo Maresca har på det seneste fået kritik for sin spillestil, men får ros af forsvarsstjernen Levi Colwill.
Chelsea-træner Enzo Maresca har på det seneste fået kritik for sin spillestil, men får ros af forsvarsstjernen Levi Colwill. Zac Goodwin/Ritzau Scanpix

Forskellen på Premier League og Superligaen er selvsagt stor. Men Chelsea har samme tilgang til torsdagens hjemmekamp mod FC København i Conference League, som storholdet vil have til møder med ligarivalerne.

Det understreger den engelske landsholdsspiller Levi Colwill på pressemødet forud for kampen.

- De har rigtig gode spillere og præsterer som hold. Vi var godt forberedt på, at det ville blive en svær kamp som i Premier League. Vi behandlede det ikke anderledes, og sådan bliver det også i morgen (torsdag, red.). De har en god gruppe af spillere, siger Chelsea-forsvareren, som fik en halvleg i Parken.

Chelsea tager et forspring på 2-1 med fra opgøret i København og har gjort rent bord i Europas tredjestørste turnering hidtil.

Så kunne man fristes til at tro, at de højtbetalte stjerner måske ville føle, at kvartfinalepladsen var hjemme. Men holdets tilgang er en anden, forsikrer Colwill.

- Vi tager alle kampe alvorligt. Ingen kampe er nemme. Men vi har selvfølgelig nogle fantastiske spillere, og det er derfor, vi har vundet nogle af kampene i turneringen stort, siger han.

Et godt bud er, at Chelsea igen kommer til at have bolden meget på Stamford Bridge, som det har været kutyme med Enzo Maresca som træner.

Den afleveringstunge spillestil har på det seneste mødt kritik fra klubbens egne fans, der efterlyser en mere fandenivoldsk tilgang.

Men Levi Colwill er meget begejstret for sin chef.

- Jeg vil altid bakke træneren op, for jeg elsker den måde, han spiller på. Jeg elsker hans idéer, og jeg synes, han er fantastisk, lyder det fra englænderen.

I sidste uges møde i Parken kom det bag på Maresca, at københavnerne stillede op med en bagkæde bestående af fem forsvarsspillere.

Italieneren har set FCK's 1-1-kamp mod Sønderjyske fra weekenden. Det har ikke gjort ham mere sikker på, hvad han skal forvente, når FCK torsdag kommer på besøg og skal jagte en sejr.

- Jeg var overrasket, fordi jeg har set mange kampe, hvor de spillede med fire mand bagved uden bold. Mod os stillede de fem mand bagved, og i weekenden var der igen fire mand i forsvaret.

- Jeg ved ikke, om de vælger det ene eller det andet i morgen. Vi må se, siger Chelsea-træneren.

Chelsea og FCK mødes på Stamford Bridge torsdag klokken 21 dansk tid.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden