Sport

Chelsea holder momentum i tæt strid om CL-billetter

Chelsea lagde pres på konkurrenterne i jagten på CL-deltagelse, da klubben lørdag slog Everton.

Nicolas Jackson scorede det afgørende mål i første halvleg, da Chelsea fik has på Everton.
Nicolas Jackson scorede det afgørende mål i første halvleg, da Chelsea fik has på Everton. Paul Childs/Ritzau Scanpix

Der er rift om Champions League-billetterne i Premier League, og det blev ikke mindre tæt, da Chelsea lørdag sørgede for at holde momentum.

Hjemme på Stamford Bridge tog London-klubben en smal sejr på 1-0 over Everton, som midt i tabellen ikke rigtig har noget at spille for.

Med sejren kravler Chelsea op på 60 point, som før de sidste kampe i weekendens runde rækker til en placering som nummer fire.

Klubben kan dog blive overhalet af både Nottingham Forest og Newcastle, der begge har en kamp i hånden, og dumpe ned på sjettepladsen, som lige nøjagtig ikke er nok til at indløse billet til næste sæsons Champions League.

Lørdag var spændingen intakt helt til det sidste, og keeperne i begge ender kom til at spille hovedroller.

I første halvleg sørgede Nicolas Jackson for at bringe Chelsea i front, da værterne vandt bolden midt på banen. Enzo Fernández sparkede bolden lynhurtigt frem til Jackson, som fangede et Everton-forsvar ude af balance og bankede kuglen ind fra distancen.

Fem minutter før pausefløjt var der en smule dramatik i Chelsea-feltet, da keeper Robert Sánchez og Evertons Vitali Mykolenko stødte voldsomt sammen. Det kostede nogle minutter med behandling, men begge kom på benene igen.

I anden halvleg lod Everton i perioder sig presse langt tilbage, men havde alligevel nogle udmærkede muligheder. Især til sidst i kampen pressede gæsterne hårdt på, og man var aldrig sikker på, at Chelsea var i stand til at holde føringen hele vejen hjem.

Everton-keeper Jordan Pickford gjorde imidlertid også sit for at holde gæsterne inde i kampen. For eksempel måtte han ud i fuld længde, da Noni Madueke efter 74 minutter sparkede mod fjerneste hjørne.

Også Robert Sánchez viste flere gange sine veludviklede reflekser frem i Chelsea-målet. For eksempel diskede han op med lidt af en tv-redning efter 88 minutter, da Dwight McNeil kom til afslutning i feltet.

På den måde holdt han nullet, og det var vigtigt for værterne.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden