Chelseas forsvar presses af forestående kontraktudløb
Danske Andreas Christensen er blandt de tre forsvarsprofiler, der har kontraktudløb i Chelsea til sommer.
Til sommer står den engelske fodboldklub Chelsea til at miste næsten halvdelen af førsteholdets centrale bagkæde på grund af kontraktudløb.
Det drejer sig om danske Andreas Christensen "AC", Antonio Rüdiger og César Azpilicueta, som alle er sat i forbindelse med andre europæiske klubber.
- Det er ret specielt, at en klub af den kaliber befinder sig i sådan en situation. Dybest set er det et udtryk for dårlig planlægning, siger Morten Bruun, der er fodboldkommentator på TV2.
Selv om spillerne i øjeblikket står i en situation med en uafklaret fremtid, er det ikke dem, som er mest pressede af situationen, mener Morten Bruun.
- Det er mere klubben, som er presset af det her end de pågældende spillere, siger Bruun, der vurderer, at Chelsea bør have en interesse i at forlænge med alle tre forsvarere.
De tre spillere er alle tre en fast bestanddel af Chelseas forsvar, der har vist sig stærkt spillende, siden manager Thomas Tuchel kom til klubben i januar 2021.
Den tyske manager har heller ikke holdt det skjult, at klubben gerne vil forlænge samarbejdet med de tre profiler, ligesom den gjorde med brasilianske Thiago Silva få dage efter årsskiftet.
I januar bekræftede manageren på et pressemøde forud for en Liga Cup-semifinale mod Tottenham, at klubben var i forhandlinger med Rüdiger om en ny kontrakt.
Også en forlængelse med Andreas Christensen var med på forhandlingsbordet i London, fortalte Tuchel tilbage i november.
- Vi håber, at bænkningen kan få indflydelse på forhandlingerne om en ny kontrakt, sagde tyskeren dengang, efter at den danske forsvarer var blevet udeladt i to kampe på grund af kontraktsituationen.
Men trods efterårets bænkning af Christensen, er Morten Bruun ikke bekymret for den 25-årige danskers spilletid.
- Den uløste kontraktsituation kommer ikke til at gavne AC. Men hvis klubben skulle være konsekvent, skulle den også udelukke Rüdiger og Azpilicueta.
- Og det ville være vanvittigt. Så klubben har ikke råd til en intern boykot af egne spillere, vurderer fodboldkommentatoren.
Trods en uvished om fremtiden tror Bruun, der selv er tidligere fodboldspiller, ikke, at det påvirker de pågældende spillere.
- Jeg tror, at det fylder i spillernes hoveder. Men der er mindst lige så mange eksempler på, at folk spiller rigtig godt, når kontraktudløb nærmer sig, siger han og fremhæver det som mulig motivationsfaktor.
Chelsea får tirsdag aften besøg af de franske mestre fra Lille. Opgøret er det første af to ottendedelsfinaler i Champions League med kampstart klokken 21.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.