Fodbold

Chile og Peru fortsætter desperat jagt på VM-plads

Den Internationale Sportsdomstol har modtaget appeller fra både Chiles og Peru fodboldforbund om Fifa-dom.

Chile og Peru mener, at Byron Castillo (på billedet) ikke måtte have spillet for Ecuador i VM-kvalifikationen. (Arkivfoto)
Chile og Peru mener, at Byron Castillo (på billedet) ikke måtte have spillet for Ecuador i VM-kvalifikationen. (Arkivfoto) Rolf Vennenbernd/Ritzau Scanpix

Chile og Peru holder stadig liv i håbet om at komme med til dette års fodbold-VM i Qatar.

Fredag bekræfter Den Internationale Sportsdomstol (CAS), at man har modtaget appeller fra begge landes fodboldforbund angående en beslutning foretaget af Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).

Fifa afviste tidligere i september en klage fra Chiles fodboldforbund, der anklagede Ecuador - som skal med til VM - for at bruge en ulovlig spiller i VM-kvalifikationen.

Der er tale om Byron Castillo, som Chile mener at vide, er født i Colombia og ikke Ecuador.

Castillo var på banen for Ecuador i otte VM-kvalifikationskampe, herunder begge møder med Chile. De endte med henholdsvis en sejr til Ecuador og uafgjort. Castillo deltog ikke i Ecuadors kampe mod Peru.

Chile meddelte allerede i forbindelse med Fifas afvisning af klagen, at man ville appellere til CAS. Det har Peru så også gjort nu.

Chile endte som nummer syv i den sydamerikanske VM-kvalifikationsgruppe, mens Peru som femmer gik videre til playoffkampe, hvor det ikke lykkedes landet at indløse en VM-billet.

Med deres klager håber begge lande på at kunne komme med til VM i stedet for Ecuador. Men det er selvsagt kun et enkelt land, der vil kunne erstatte Ecuador.

Appellen til CAS er Chiles og Perus sidste mulighed for at få fingrene i en VM-billet. Det ventes, at CAS kommer med en afgørelse senest 10. november, hvilket kun er ti dage, før VM sparkes i gang i Qatar, med en kamp hvor værtslandet efter planen skal møde Ecuador.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden