Politik

Chokeret FCK-stjerne om nederlag: Giver ingen mening

Rasmus Falk var efter nederlaget til Randers ekstremt skuffet, og præstationen gav ingen mening, siger han.

Rasmus Falk ved ikke, hvorfor FCK søndag leverede en skidt præstation i et nederlag til Randers.
Rasmus Falk ved ikke, hvorfor FCK søndag leverede en skidt præstation i et nederlag til Randers. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

FC København tabte søndag 0-1 på eget græs til Randers FC efter en ualmindelig sløj præstation fra Superligaens førerhold.

Derfor chokerer det også holdets midtbanestjerne Rasmus Falk, som fortæller, at han er meget overrasket over den dårlige præstation.

- Det giver ingen mening, når vi kommer fra en ellers opadgående formkurve, selv om vi selvfølgelig tabte til Silkeborg, siger han.

Falk understreger, at FCK ikke kan blive ved med disse præstationer, hvis mesterskabet skal til hovedstaden. Mandag kan FC Midtjylland med en sejr over Brøndby minimere FCK's forspring til tre point.

- Lige nu er jeg bekymret, men først og fremmest for den præstation, vi leverede mod Randers. Vi kan ikke spille flere af de her kampe, siger midtbanestjernen.

Midtbaneprofilen kunne efter kampen ikke finde mange pæne gloser om FCK's præstation, og undervejs i kampen så Falk også frustreret ud, men det bunder i høje forventninger, siger han.

- Jeg kræver meget af mig selv, og jeg kræver meget af mine medspillere. Vi kræver meget af hinanden. Det var ganske enkelt for dårligt i dag.

- Timingen manglede, intensiteten manglede og kvaliteten var for dårlig. Det var langt under det, vi forventer af os selv, og jeg har ikke mange positive ting at sige om præstationen, lyder det fra Falk.

I Randers-lejren var der glæde at spore hos kampens målscorer Jakob Ankersen, som sikrede gæsterne en sejr.

- Jeg synes, det var en fortjent sejr. Vi havde noget at revanchere efter en dårlig periode, og det gjorde vi i den grad, siger han.

Jakob Ankersen var efter kampen overrasket over, at FCK ikke lagde et større tryk på gæsterne, men det er i høj grad kronjydernes egen fortjeneste, mener kantspilleren.

- Alle arbejdede røven ud af bukserne, men jeg er dog overrasket over, at Danmarks bedste hold ikke kan presse os mere, end de gjorde.

- Men det er helt klart vores fortjeneste. Det ville ikke være rimeligt bare at sige, at FCK var dårlige, for vi leverede en rigtig god præstation, siger Jakob Ankersen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden