AaB

Christensens forunderlige 2021: Fra uønsket til uundværlig

Magnus Christensen har været en af AaB's bedste spillere i træningskampene og premiererunden mod FC København

Magnus Christensen (t.h.) har grund til at smile, som han gør her på billedet. Han har nemlig kæmpet sig tilbage i AaB's startopstilling, og ligner en vigtig mand på AaB-holdet i denne sæson. Arkivfoto: Bo Lehm

Magnus Christensen (t.h.) har grund til at smile, som han gør her på billedet. Han har nemlig kæmpet sig tilbage i AaB's startopstilling, og ligner en vigtig mand på AaB-holdet i denne sæson. Arkivfoto: Bo Lehm

FODBOLD:Hvis vi skruer tiden tilbage til januar, var Magnus Christensen ude i kulden hos AaB. Faktisk var der i flere omgange spekulationer om et skifte for midtbanespillerens vedkommende. Der var andre spillere foran ham i køen til spilletid, og var kommet i overskud.

Et skifte til Randers var på tegnebrættet, men det blev taget af bordet, da Magnus Christensen valgte at blive og kæmpe for sin plads på holdet. Sportschef Inge André Olsen var ude at sige, at han ønskede at reducere antallet af spillere i AaB-truppen i løbet af vinter-vinduet, men det blev ved ønsket. Blandt andet fordi Magnus Christensen valgte at blive og kæmpe for sin plads.

Det er en beslutning, som både AaB og sikkert også Magnus Christensen kan være glade for i dag. Magnus Christensen ligner nemlig en nøglespiller i den kommende sæson.

- Jeg havde da en urytmisk sæson, fordi jeg dels var skadet og dels ikke spillede ret meget. Der var lange perioder, hvor jeg slet ikke var i truppen, men det handlede om, jeg blev ved med at tro på, at jeg kunne vende det. Jeg gad ikke at være sur og tvær, fordi så udviklede jeg mig ikke. Det er da super dejligt nu, og jeg er bare mega glad for, at jeg igen kan bidrage på banen, siger Magnus Christensen.

Magnus Christensen kom tilbage i startopstillingen til den første kamp i sidste sæsons nedrykningsspil, og siden har han været fast inventar i AaB's startopstilling.

- Jeg synes, jeg har sat mig på den plads, men det handler om den indsats, der bliver lagt på træningsbanen. Den føler jeg selv, er udslagsgivende for, at jeg nu har spillet godt og stabilt i en længere periode, siger Magnus Christensen.

- Jeg tror generelt, Martí Cifuentes' spilfilosofi er meget lig min egen, og de kvaliteter, jeg har som spiller, passer meget godt til den stil. Det er en boldbesiddende og forudseende måde at spille på. Det ligger naturligt til mig, men det handler om, at jeg også skal tage nogle skridt i den rigtige retning.

Martí Cifuentes har haft fokus på, at forbedre AaB's spil ud af egen forsvarskæde mod et højt pres, og samtidig har presspillet været øvet intenst på træningsbanen. Det er nogle af de træningstimer, der nu bliver omsat i kampene.

- Det er vigtigt, at vi finder nogle gode positioner, så vi er komfortable, når vi skal spille os ud af et pres. Vi forsøger at have nogle spredte positioner, fordi vi tænker et skridt frem og gerne vil stå godt, når vi spiller ud af det første pres. Det lykkedes meget godt mod FC København, og det var også derfor, at vi kunne have bolden mere, end et udehold typisk har den i Parken, siger Magnus Christensen.

Han var i særdeleshed vigtig i forhold til at finde muligheder i opbygningsspillet, hvor Magnus Christensen med stor sikkerhed håndterede pressede situationer.

- Det er noget af det, som vi har arbejdet allermest på. Vi skal være omhyggelige, når vi skal spille os ud af det første pres. Vi er ret åbne med spredte positioner, så det er ret vigtigt, at vi ikke mister bolden i den fase af spillet. Jeg arbejder med det selv, og generelt arbejder vi meget med den fase af spillet, siger Magnus Christensen, der sammen med resten af AaB-truppen har stor tro på eget koncept.

- Vi har talt meget om, at vi skal have mod og tro på tingene, fordi vi er dygtige nok til at tage eksempelvis i Parken og spille ud fra vores eget koncept, siger Magnus Christensen.

Med blot to scoringer i sine efterhånden mange kampe for AaB er det ikke som en offensiv trussel, at man skal forvente at se Magnus Christensen stå ud fra mængden. Hans arbejdsområder er ikke nødvendigvis så fremtrædende, men som som AaB's nuværende assistenttræner Rasmus Würtz, er Magnus Christensen også fint tilfreds med at tage det ofte oversete arbejde. Står det til midtbanemanden må der dog også gerne falde en scoring af i ny og næ.

- Jeg ved godt, at jeg ikke er den spiller, der kommer til at score 15 mål på en sæson. Min opgave ligger meget i, at jeg skal få holdet til at se stabilt godt ud. Jeg vil gerne kunne være med til at styre kampene endnu mere på bolden sammen med min makker på midten. Det ville heller ikke skade at få lagt en enkelt ind i mål, siger Magnus Christensen.

Ved tirsdagens træning var der ganske tydeligt god stemning blandt spillerne. Det virker i det hele taget til at være en spillertrup i sync med hinanden.

- Jeg tror alle i truppen har en fornemmelse af, at vi sagtens kan sætte en god sæson sammen, hvor vi kan komme op og spille med i den sjove ende af tabellen. Vi står i en situation, hvor vi som hold rykker os hver eneste dag, siger Magnus Christensen.

De positive fornemmelser i AaB-truppen er ikke ensbetydende med tilfredshed eller selvtilstrækkelighed med, hvor langt man er nået. Der skal fortsat lægges flere elementer ind i spilkonceptet, hvis det står til Magnus Christensen.

- Der er stadig masser at gå på. Vi har fået mange af principperne godt indarbejdet, men der kan for eksempel komme meget mere på aggressiviteten i presset, så vi er i stand til at erobre bolden hurtigere. Vi vil gerne forkorte de perioder, hvor vores modstandere er på bolden. Hvis vi kan blive helt skarpe på den del, så tænker jeg, at vi får en rigtig god sæson, siger Magnus Christensen.

Den tidligere Bangsbo Freja-spiller må forventes at være i AaB's startopstilling til lørdagens kamp mod FC Midtjylland.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.