Christian Eriksen er positivt overrasket over egen form
Christian Eriksen er glad for, hvordan hans krop og hoved har reageret på igen at være fuldtidsfodboldspiller.
Den danske fodboldstjerne Christian Eriksen føler sig godt tilpas fysisk og mentalt inde på fodboldbanen, efter at han i de seneste uger har trænet med holdkammeraterne i Premier League-klubben Brentford og spillet testkampe for klubbens reservehold.
Det fortæller danskeren tirsdag i et videointerview, klubben har delt på sine sociale medieplatforme.
- Jeg er et godt sted både mentalt og fysisk, og det er det vigtigste lige nu. Jeg er faktisk lidt overrasket over, hvordan min krop reagerer på at være i gang igen.
- Jeg har trænet hårdt, men jeg forventede ikke, at det ville føles så godt, som det gør nu. Så jeg er meget positiv, siger Christian Eriksen.
Fynboen har været i aktion i testkampe mod Southend og Rangers. Sidstnævnte var modstanderen mandag, hvor Eriksen lagde op til to mål.
Danskeren antyder, at han snart kan være med til at spille om point.
- Vi har lagt et program for de første par uger, og vi ser hver eneste dag på, hvordan jeg har det, og hvordan min krop og mit hoved reagerer.
- Jeg bygger på hver eneste dag, og nu har jeg været i stand til at spille 80 minutter i en testkamp mod et godt hold, og det var meget positivt. Nu må vi se, hvordan min krop reagerer i de kommende dage, og hvad der så skal ske bagefter, siger Christian Eriksen.
Lørdag spiller Brentford mod Newcastle i Premier League. Cheftræner Thomas Frank pegede i sidste uge på netop den kamp som en god mulighed for at se Christian Eriksen få comeback på højeste niveau.
Eriksen har ikke spillet en betydende kamp, siden han 12. juni sidste år kollapsede under EM-kampen mellem Danmark og Finland i Parken.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.