City-ejere køber italiensk fodboldklub

Ejergruppen bag Manchester City har købt aktiemajoriteten i italienske Palermo FC fra Serie B.

Ejergruppen bag Manchester City, City Football Group, har mandag købt aktiemajoriteten i Palermo FC.

Det skriver den italienske klub på sin hjemmeside.

Den tidligere ejer, Dario Mirri, beholder 20 procent af aktierne og fortsætter som præsident og bestyrelsesformand i klubben fra Sicilien.

Palermo er netop rykket op i Serie B, Italiens næstbedste række.

I 2019 gik klubben konkurs og blev tvangsnedrykket til den fjerdebedste række, men er altså hurtigt rykket op igennem rækkerne igen.

Nu er målet tilbagevenden til Serie A inden for "de næste år", hvor klubben senest var fra 2004 til 2017.

- Det er ambitiøst, men denne klub har brug for Serie A. Det bliver ikke nemt, for vi får brug for hårdt arbejde, siger Ferran Soriano, administrerende direktør for City Football Group, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

I forvejen ejer City Football Group flere klubber ud over Manchester City. Det gælder blandt andet Melbourne City FC, amerikanske New York City FC, indiske Mumbai City FC og franske Troyes FC.

Desuden har City Football Group aktier i klubber som spanske Girona FC, kinesiske Sichuan Jiuniu FC og japanske Yokohama F. Marinos.

Selskabet blev stiftet i 2013. Omkring 77 procent af aktierne er ejet af Abu Dhabi United Group, der i 2008 overtog Manchester City.

Palermo var fra 2002 til 2019 ejet af nu afdøde Maurizio Zamparini. Han var en af de mest kulørte og fremtrædende klubejere i Italien i dette årtusind.

I sine 15 år som ejer af Palermo nåede han at skifte klubbens cheftræner mere end 40 gange. I 2019 faldt korthuset dog sammen, da Zamparini blev anholdt og senere suspenderet i fem år fra italiensk fodbold for blandt andet hvidvaskning.

Han døde 1. februar i år 80 år gammel efter nogle dages indlæggelse på et hospital.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.