Sport

City lægger pres på duksen Arsenal med sejr over Newcastle

Nico O'Reilly sikrede med to scoringer Manchester City en 2-1-sejr over Newcastle i Premier League.

Nico O'Reilly indtog rollen som dobbelt målscorer for Manchester City, der på hjemmebane vandt 2-1 over Newcastle.
Nico O'Reilly indtog rollen som dobbelt målscorer for Manchester City, der på hjemmebane vandt 2-1 over Newcastle. Scott Heppell/Reuters

Lørdag aften blev der pustet ny spænding ind i kampen om det engelske mesterskab.

Manchester City vandt på eget græs 2-1 over Newcastle takket være to mål fra Nico O'Reilly og ånder dermed Premier League-topholdet Arsenal i nakken.

Pep Guardiolas tropper har nu blot to point op til Arsenal, der søndag møder rivalen Tottenham.

Men de to hold har altså en formkurve, der peger i hver sin retning.

Arsenal har spillet de seneste to ligakampe uafgjort, mens lørdagens City-sejr var den tredje i rap i ligaen.

Tidligt i opgøret mod Newcastle lignede holdet fra den lyseblå del af Manchester et mandskab, der havde i sinde at øge presset på Arsenal.

Der var ikke engang spillet et kvarter, før 20-årige O'Reilly strøg afsted i en kontra og udplacerede Newcastle-keeper Nick Pope.

Halvvejs i første halvleg stak Newcastles venstreback Lewis Hall midlertidigt en kæp i City-hjulet, da hans afrettede forsøg røg i kassen.

Det var dog ikke længe, at den udligning holdt. Få minutter senere dukkede unge O'Reilly, der i denne sæson for alvor har fået gennembruddet hos City, op i feltet.

Stjerneangriber Erling Haaland indtog en noget uvant oplæggende rolle. Han løftede et indlæg ind i panden på O'Reilly, der kom frem til bolden med fuld fart.

City havde ganske fornuftigt styr på opgøret derfra.

Værterne kontrollerede det meste af anden halvleg, og det var kun i forbindelse med et par dødbolde, at Newcastle snusede til udligningen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden