Sport

City nedsabler Palace og holder liv i mesterskabskamp

Manchester City vandt 3-0 over Crystal Palace og er to point fra førerholdet Arsenal med to runder tilbage.

Omar Marmoush fordoblede Manchester Citys føring efter 40 minutter.
Omar Marmoush fordoblede Manchester Citys føring efter 40 minutter. Jason Cairnduff/Ritzau Scanpix

Arsenal kan fortsat selv afgøre det engelske mesterskab, men presset på Premier Leagues førerhold blev en anelse større onsdag aften.

Således vandt Manchester City på hjemmebane 3-0 over Crystal Palace, der formentlig har et større fokus på Conference League-finalen senere i maj.

Resultatet betyder, at titelrivalen fra andenpladsen har to point op til Arsenal. Der resterer to spillerunder.

Crystal Palace havde stort set ikke en aflevering på Citys banehalvdel i den første halve time, og klubbens taktik holdt ikke i længden.

Efter godt en halv times spil bragte City sig foran efter genialt forarbejde fra Phil Foden.

I feltet afleverede englænderen bolden med hælen til Antoine Semenyo, der udplacerede keeper Dean Henderson med en sikker afslutning.

Foden var på spil igen få minutter senere, hvor offensivspilleren køligt kontrollerede en høj bold og lagde den videre til Omar Marmoush.

Egypteren vendte rundt om sig selv i feltet, inden han fandt vej til netmaskerne trods en masse trafik foran mål.

Heller ikke efter pausen formåede Crystal Palace for alvor at true Citys mål, og i stedet satte værterne to streger under præstationen i slutminutterne.

Savinho skrabede bolden over stregen efter at have modtaget en aflevering fra Rayan Cherki, der forinden havde drevet bolden en halv banelængde.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden