Clara Tauson melder afbud til den sidste Wimbledon-test

Ikke siden april har Clara Tauson spillet en tenniskamp, og det kommer heller ikke til at ske i Eastbourne.

Clara Tauson har ikke spillet en tenniskamp siden april og kommer heller ikke til det i den kommende uge. (Arkivfoto). <i>Karla Kinne/Ritzau Scanpix</i>

Clara Tauson har ikke spillet en tenniskamp siden april og kommer heller ikke til det i den kommende uge. (Arkivfoto). Karla Kinne/Ritzau Scanpix

Det trækker mere og mere op til et Wimbledon-afbud fra Clara Tauson.

I hvert fald har det unge tennistalent meldt fra til den sidste mulighed for at teste sig selv på græsunderlaget, inden grand slam-turneringen går i gang 27. juni.

Clara Tauson er således ikke med, når WTA 500-turneringen i Eastbourne begynder mandag, skriver TV 2 Sport.

Mediet har været i kontakt med Clara Tausons far, Søren Tauson. Han bekræfter, at hans datter fortsat døjer med rygproblemer.

Clara Tauson var egentlig også på deltagerlisten til WTA 250-turneringen i Birmingham, der løber af stablen i denne uge, men også her måtte hun melde fra, inden turneringen gik i gang.

Ved den lejlighed ville Søren Tauson ikke løfte sløret for, hvor realistisk det var, at hans datter blev klar til at spille i Wimbledon.

Clara Tauson spillede sin seneste kamp i slutningen af april, inden hun på grund af sine rygproblemer meldte afbud til en turnering i Rom og siden French Open.

Den 19-årige dansker nåede i februar sin højeste placering i karrieren hidtil, da hun var oppe på 33.-pladsen på verdensranglisten.

Siden er hun faldet tilbage som nummer 53 på den seneste udgave.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.