Clara Tauson melder fra til Wimbledon-opvarmning
Clara Tauson stiller ikke til start i WTA-turneringen i Birmingham i næste uge på grund af rygproblemer.

Clara Tauson var tidligere på året oppe som nummer 33 i verden, men er siden faldet tilbage og er nummer 52 på verdensranglisten (Arkivfoto). Karla Kinne/Ritzau Scanpix
Danmarks bedste kvindelige tennisspiller, Clara Tauson, er stadig ikke spilleklar.
Hun har således meldt afbud til WTA 250-turneringen i Birmingham i næste uge. Den bliver afviklet på græs og fungerer som opvarmning til Wimbledon.
Det er en rygskade, der fortsat driller Clara Tauson.
- Jeg kan bekræfte, at hun ikke stiller op i Birmingham, siger tennisprofilens far, Søren Tauson.
Efter Birmingham rykker WTA-feltet videre til en WTA 500-turnering i Eastbourne. Den afvikles i ugen op til Wimbledon, der starter 27. juni.
Turneringen i Eastbourne er næste mål for Clara Tauson, men Søren Tauson vil endnu ikke vurdere, hvor realistisk det er, at datteren bliver klar til den turnering og derefter Wimbledon.
Clara Tauson spillede sin seneste kamp i slutningen af april, inden hun på grund af sine rygproblemer meldte afbud til en turnering i Rom og siden French Open.
Den 19-årige dansker nåede i februar sin højeste placering i karrieren hidtil, da hun var oppe på 33.-pladsen på verdensranglisten.
Siden er hun faldet tilbage som nummer 52 på den seneste udgave.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.