Colombianer holder fast i stor triumf i Catalonien
Andrea Bagioli vandt sidste etape af Catalonien Rundt, hvor Sergio Higuita holdt fast i den samlede sejr.

Higuita, her i aktion for sit tidligere hold EF, vandt i begyndelsen af året det colombianske mesterskab. I alt har han hentet tre sejre i 2022. Benoit Tessier/Reuters
Skiftet fra EF til Bora har tilsyneladende været det helt rigtige for den colombianske cykelrytter Sergio Higuita.
Efter at han lørdag erobrede førertrøjen i Catalonien Rundt lykkedes det ham søndag at holde fast i den samlede sejr på sidstedagen.
Løbets 7. og afsluttende etape blev vundet af Quick-Steps Andrea Bagioli, som spurtede først over stregen i en reduceret gruppe foran Attila Valter (FDJ) og Fernando Barceló (Cara Rural).
Tættest på førstepladsen i klassementet var Ineos-konkurrenten Richard Carapaz, men ecuadorianeren fik ikke indhentet de 16 sekunder, han var efter.
Dermed slutter de to sydamerikanere på podiets to øverste trin, mens UAE Emirates' Joao Almeida bliver nummer tre.
Higuita har fået en forrygende start på sæsonen. Ud over den samlede sejr i Catalonien Rundt har han vundet det colombianske mesterskab og en etape i Volta ao Algarve.
Søndag øjnede han en af karrierens største triumfer, men der skulle først tilbagelægges 138 kilometer i og omkring Barcelona.
Et udbrud slap vanen tro afsted på etapen, og der var adskillige store navne iblandt.
Blandt de mest prominente ryttere var Dylan Teuns (Bahrain Victorious), Steven Kruijswijk (Jumbo-Visma) og Giulio Ciccone (Trek).
Men de stærke kræfter oppe foran var ikke nok til, at udbruddet fik rystet feltet afgørende af sig.
Med fire omgange tilbage var kun Kruijswijk og FDJ-rytteren Quentin Pacher tilbage, og også de blev opslugt, da der manglede 13 kilometer.
Her kørte rytterne for næstsidste gang op ad stigningen Montjuic, og Tobias Johannessen (Uno-X) satte et angreb ind.
Den talentfulde nordmand fik sprængt feltet i småstykker, og Santiago Buitrago (Bahrain Victorious) udnyttede den nye situation til at stikke af.
Colombianeren tabte pusten og blev hentet med knap seks kilometer igen, og så stormede en reduceret gruppe sammen mod målstregen i Barcelona.
Her var Bagioli hurtigste mand, og han sikrede dermed Quick-Steps anden sejr i løbet.
Mattias Skjelmose blev bedste dansker i det samlede regnskab på en 16.-plads. Jonas Gregaard sluttede som nummer 22.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.