Aalborg Håndbold

Comeback blev afløst af nyt uheld på Aalborgs streg

Aalborg Håndbold tabte sin sidste træningskamp med 25-28 til Skjern

Jesper Nielsen gjorde comeback for Aalborg Håndbold i træningskampen mod Skjern.
Jesper Nielsen gjorde comeback for Aalborg Håndbold i træningskampen mod Skjern. Arkivfoto: Lars Pauli

Opdateret 19. august 2022 kl. 09:43

VADUM: Der var tale om et nostalgisk gensyn, da Aalborg Håndbolds direktør Jan Larsen og Skjern Håndbolds sportschef Thomas Klitgaard var tilbage i Vadum Hallen, hvor det hele begyndte for de to håndboldpersonligheder for snart mange år siden. 

Vadum var nemlig rammen om Aalborg Håndbolds sidste træningskamp. Den stod mod Skjern, og det betød et gensyn for de to håndboldfolk, der begge har en fortid som spillere i Vadum, det der i dag er blevet til Aalborg Håndbold. 

Da selve træningskampen kom i gang var der ikke tid til at være nostalgisk. Der var i stedet et højt tempo, der tegnede billedet af en underholdende første halvleg, der endte 15-15, efter Aalborg havde været i front hele vejen. Det var dog ikke overskriften på en ellers underholdende første halvleg.

Kort inde i træningskampen måtte René Antonsen nemlig humpe fra banen, og Aalborg-kaptajnen fik straks is på sit højre knæ. Meldingen fra Antonsen lød på, at han mærkede et lille knæk i knæet, så derfor ville han ikke tage nogle chancer. Aalborg fik derfor booket en scanning til ham allerede senere torsdag aften, så man kan få klarhed over, hvordan det står til med kaptajnens knæ. 

I Antonsens fravær blev der pludselig mere brug for Jesper Nielsen, end det var planen inden kampen. Han var eneste nye ansigt i truppen i forhold til weekendens turnering i Norge, hvor han var blevet hjemme.  

- Det var planen, at jeg skulle have to gange 10 minutter i den her kamp, men det blev nok til lidt mere. Det var sådan set fint nok, for jeg følte ikke noget til de lysken-problemer, som jeg har døjet med, siger Jesper Nielsen. 

Den svenske stregspiller noterede sig for fem fine scoringer, og en solid defensiv indsats. Direkte adspurgt var Nielsen dog ikke helt tilfreds med indsatsen i egen mål-ende. 

- Det føltes godt i angrebet, men det føltes lidt tungt i forsvarsspillet. Jeg føler, at jeg manglede lidt timing, men sidebevægelserne var sådan set fine nok, siger Jesper Nielsen.

Nu er der ikke flere træningskampe, og næste opgave er Super Cup'en på tirsdag hjemme mod GOG. 

- Vi glæder os til at komme i gang nu. Jeg synes også, vi ser klare ud. Der er altid ting, vi kan gøre bedre, men vi ser frem til at spille om noget, siger Jesper Nielsen. 

Han bliver genforenet med en tidligere holdkammerat, når Mikkel Hansen slutter sig til Aalborg-truppen mandag. 

- Det ser jeg frem til. Mikkel er en fantastisk fyr, som jeg glæder mig til at spille på hold med igen. Jeg er ikke nervøs i forhold til at få ham kørt godt ind på holdet. Det kommer til at give sig selv, da han er en af de skarpeste håndboldhjerner i hele verden, siger Jesper Nielsen.

Aalborg Håndbold - Skjern Håndbold 25-28 (15-15)

Mål for Aalborg Håndbold: Aron Palmarsson 6, Jesper Nielsen 5, Felix Claar 4, Kristian Bjørnsen 3, Lukas Sandell 2, Mads Hoxer 2, Henrik Møllgaard 1, René Antonsen 1, Buster Juul 1 mål.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden