Comeback i to omgange var ikke nok for Elitesport Vendsyssel
Elitesport Vendsyssel var tæt på point i udekamp
Opdateret 06. november 2020 kl. 15:03
HÅNDBOLD: Elitesport Vendsyssel kom tæt på at tage point for kun tredje gang i sæsonen, da holdet lavede et flot comeback i udekampen mod HEI. HEI endte dog med at vinde med 27-25.
Tidligt i kampen så det unægteligt skidt ud for vendelboerne, der kom bagud med 10-4, men holdet udnyttede stærkt et overtal i slutningen af første halvleg og lukkede forspringet til tre scoringer.
Comebacket fortsatte efter pausen, og ved stillingen 19-19 var holdet kommet helt tilbage, men herfra trak hjemmeholdet igen fra med fire scoringer. Hjemmeholdet bragte sig nemlig i front med 26-22. Vendsyssel leverede dog endnu et comeback og kom på 25-26 og havde endda bolden med 12 sekunder igen og dermed chancen for at udligne, men i stedet fik hjemmeholdet banket et sidste mål i kassen.
Elitesport Vendsyssel hører stadig til i bunden af rækken med tre point efter otte kampe.
Casper Holmen blev nok engang topscorer for Elitesport Vendsyssel med otte fuldtræffere.