Cornelius sænkede VM-mestre: Vi kan spille op med de bedste

Andreas Cornelius nød at være afgørende i landskampen mod Frankrig, som Danmark vandt 2-1.

Andreas Cornelius var på pletten to gange mod Frankrig. <i>Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix</i>

Andreas Cornelius var på pletten to gange mod Frankrig. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Det danske fodboldlandshold leverede et af de største enkeltstående resultater længe, da det fredag aften besejrede Frankrig 2-1 i Nations League på udebane.

Sejren foran et fyldt Stade de France kom i hus, efter at indskiftede Andreas Cornelius havde banket to mål i nettet.

- Det var bedre, end jeg lige havde forventet. Fantastisk foran 80.000 mennesker, hvor vi går over og slår verdens bedste hold, siger han til TV 2 efter sejren.

Danmark har de seneste år spillet sig op i det bedste selskab i Nations League, der kan give endnu en livline i kampen om EM-billetter senere hen.

Sidste år nåede holdet under Hjulmands ledelse helt til semifinalen ved EM, og nu krydrer danskerne deres flotte formkurve med en sejr over de forsvarende verdensmestre.

- Vi har et stærkt hold og har gode spillere over det hele. Vi har masser af spillere, der kan komme ind fra bænken og holde niveauet oppe. Vi er et lille land, men vi kan spille op med de bedste, siger han.

Med målet til 2-1 hamrede Trabzonspor-angriberen, der har høvlet mål ind i denne sæson, med få minutter igen Danmark på sejrskurs.

Ved første øjekast kunne det se ud til, at han lige nøjagtig var havnet på den forkerte side af den franske offsidelinje.

Men det var han ikke, og han var ikke selv i tvivl om målet.

- Jeg var sikker på, jeg ikke var offside. Jeg havde følelsen af, at jeg løb på det rigtige tidspunkt, så jeg var ikke så nervøs, siger han.

Danmark fik med sejren den bedst mulige start på Nations League-turneringen, som de kommende uger byder på endnu tre kampe.

Først venter en udekamp mod Østrig, før Kroatien og dernæst Østrig lægger vejen forbi Parken.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden