Cykelsport

Corona sender Movistar-kaptajn ud af Tour de France

Flere ryttere er blevet testet positiv for corona under Touren. Enric Mas må fredag trække sig grundet smitte.

Spanske Enric Mas trækker sig fra Tour de France efter en positiv coronatest. (Arkivfoto).
Spanske Enric Mas trækker sig fra Tour de France efter en positiv coronatest. (Arkivfoto). Daniel Cole/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 13:03

Movistars spanske klassementshåb Enric Mas stiller ikke til start på 19. etape under dette års Tour de France.

Siden torsdagens etape er han nemlig blevet testet positiv for corona. Det oplyser holdet på Twitter fredag.

- Desværre vil Enric Mas ikke deltage i de sidste tre etaper, efter at han er blevet testet positiv for corona. Derudover er hans helbred godt, skriver Movistar.

Den 27-årige klatrer ligger nummer 11 i det samlede klassement. Han har lidt mere end 24 minutter op til danske Jonas Vingegaard (Jumbo-Visma).

Derfor havde han formentlig heller ikke de store forhåbninger til de sidste tre etaper af løbet.

Spanieren har haft det svært på de store bjergetaper under Touren. Her har slaget primært stået mellem Vingegaard og konkurrenten Tadej Pogacar (UAE).

Arrangørerne af Tour de France holder fortsat fast i coronaregler, der gør, at en positiv test kan betyde enden på rytternes deltagelse.

Hvis det vurderes, at man stadig er smitsom, så tvinges man ud af løbet.

Danske Magnus Cort blev også tvunget til at trække sig på grund af coronasmitte. Det samme var tilfældet for Chris Froome inden torsdagens etape.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden