Corona stopper ikke nordjysk DM-værtsskab

En enkelt Pandrup-bokser må dog opgive at deltage i Nørresundby

Frederik Lundgaard (th.) bliver reddet af sin bopæl. Arkivfoto: Lars Pauli

Frederik Lundgaard (th.) bliver reddet af sin bopæl. Arkivfoto: Lars Pauli

BOKSNING:Corona-pandemien og alle dens restriktioner udfordrer den kommende weekends DM i amatørboksning, der skal afholdes i Nørresundby med Lindholm Bokseklub som vært.

En aflysning har ikke været på tale, men alle boksere bliver opfordret til at lade sig teste inden stævnet, ligesom bokserne modsat tidligere skal medbringe egne handsker.

- Derudover opfordrer vi bokserne til at blive væk, hvis de ikke føler sig friske, og et afbud koster ikke som normalt et gebyr. Derudover er det vigtigt at understrege, at bokserne jo bliver tilset af en læge både ved indvejningen samt før og efter hver eneste kamp, siger Danmarks Bokse Unions formand, Lars Brovil.

Pandrup-bokser er flyttet til Aalborg

Kun én bokser må på forhånd opgive at deltage som følge af nedlukningen af syv nordjyske kommuner. Det er Pandrup Bokseklubs U19-fluevægter Jonas Jakobsen, mens U19-weltervægteren Malek Masoud har valgt at flytte til Aalborg frem mod DM, så han fortsat kan deltage.

I seniorrækkerne har Pandrup kun tilmeldt Frederik Lundgaard Jensen, der godt kan stille op og forsvare sin DM-titel, da han er bosat i Vejle, hvor han til daglig træner.

Torben Keller (tv.) prioriterer sit arbejde som fysisk træner og familien over DM-deltagelsen. Arkivfoto: Lars Pauli

Torben Keller (tv.) prioriterer sit arbejde som fysisk træner og familien over DM-deltagelsen. Arkivfoto: Lars Pauli

Torben Keller, der er forsvarende dansk og jysk mester, kommer til gengæld ikke til start i Nørresundby, men det skyldes, at han i denne omgang har valgt at prioritere familien og sit civile arbejde. Han forsikrer dog om, at han ikke har lagt handskerne på hylden endnu.

Kun to Aalborg-boksere stiller op hos seniorerne ved DM, og kun én af dem kan stryge til tops. AK Jydens Sune Heltberg og Lindholms Mathias Høyer Christensen stiller nemlig begge op i weltervægt, som med syv tilmeldte er mesterskabernes mest populære vægtklasse.

I U19-rækken har værtsklubben Lindholm desuden Victor Trier Danielsen og Sebastian Larsen til start.

Der er indvejning og lodtrækning fredag eftermiddag, hvorefter der fra klokken 19 bokses indledende kampe. Lørdag står den på semifinaler fra kl. 14, mens DM-finalerne afvikles søndag fra kl. 10.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.