Corona tvinger feltets grand tour-konge ud af Tour de France

Imanol Erviti er den i feltet, der har kørt flest grand tours, men nu må han forlade sit 13. Tour de France.

Imanol Erviti har i år kørt sit Tour de France nummer 13, men han fuldfører ikke. <i>Anne-Christine Poujoulat/Ritzau Scanpix</i>

Imanol Erviti har i år kørt sit Tour de France nummer 13, men han fuldfører ikke. Anne-Christine Poujoulat/Ritzau Scanpix

En af Tour de France-feltets allermest erfarne ryttere når ikke til Paris.

Torsdag meddeler Movistar på Twitter, at Imanol Erviti forlader løbet inden 18. etape på grund af en positiv coronatest.

Holdet oplyser, at den 38-årige spanier har det fint.

Imanol Erviti er sammen med Pierre Rolland (B&B Hotels) den rytter i årets felt, der har kørt Tour de France flest gange.

I løbet af sin karriere har han været på startlisten i den prestigefyldte grand tour 13 gange. Han fik sin debut i løbet i 2010 og har gennemført 11 gange.

Imanol Erviti har i alt deltaget i 28 grand tours. Han er dermed også den i Tour de France-feltet, der har kørt flest af cykelsportens allerstørste etapeløb.

I sit hjemland har han været til start i Vuelta a España 14 gange, mens han har kørt Giro d'Italia en enkelt gang.

Det er også i Vuelta a España, at Imanol Erviti har haft størst succes. Her har han således vundet to etaper. I Tour de France er hans bedste resultat en andenplads. Den kom på 12. etape sidste år.

Erviti er ikke ene om at forlade løbet forud for torsdagens etape. Også Bahrain Victorius-rytteren Damiano Caruso har afleveret en positiv coronatest. Han blev testet efter at have haft milde symptomer, oplyser holdet.

I alt 35 ryttere har nu forladt Tour de France-feltet. 176 stillede til start i København for snart tre uger siden.

Tour de France slutter på søndag med paradeetapen til Champs-Élysées.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.