Cort efter exit: Føles uretfærdigt
Coronaramte Magnus Cort ærgrer sig over at måtte tage hjem fra Tour de France, hvor danskeren har brilleret
Opdateret kl. 18:40
Magnus Cort har med flot kørsel trukket masser af overskrifter i dette års Tour de France.
Søndag gjorde han det igen, men ikke på grund af sine bedrifter på cyklen. I stedet måtte Cort sige farvel til Touren efter at være blevet testet positiv for coronavirus.
- Det er fandme træls. Det er det sgu. Især fordi jeg ikke har det værre i dag (søndag, red.), end jeg har haft i de sidste par dage, siger Cort til B.T.
- Det føles uretfærdigt. Den her sygdom bliver behandlet så specielt. Jeg var sikker på, at jeg kunne have gennemført i dag, og så havde der været hviledag i morgen.
Magnus Cort kørte i starten af Tour de France i den prikkede bjergtrøje i syv dage, efter at han første gang erobrede den på 2. etape fra Roskilde til Nyborg.
På 10. etape - efter at have mistet prikkerne - var Cort så tilbage i fokus, da han efter en dag i udbrud var først over målstregen efter en spurt på landingsbanen i Megève.
Magnus Cort er den anden dansker, der er udgået af Tour de France. Kasper Asgreen måtte rejse hjem før 9. etape. Quick-Step-rytteren måtte kapitulere, da han ikke var kommet sig helt efter et styrt i Schweiz Rundt kort før starten på Tour de France.
I alt er 22 ryttere udgået af Tour de France.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.