Sport

Coventry og Lampard er millimeter fra Premier League

Coventry med Frank Lampard ved roret skal kun bruge ét point for at sikre oprykning til Premier League.

Cheftræner Frank Lampard og Championship-klubben Coventry er tæt på oprykning til Premier League. (Arkivfoto).
Cheftræner Frank Lampard og Championship-klubben Coventry er tæt på oprykning til Premier League. (Arkivfoto). Peter Cziborra/Ritzau Scanpix

Den første oprykker til den bedste engelske række kan allerede blive fundet fredag aften.

Coventry har blot brug for et enkelt point mod Blackburn i fjerdesidste spillerunde for at realisere drømmen om Premier League.

Cheftræneren i Championship-klubben er den tidligere Chelsea-stjerne Frank Lampard.

Selv om han er snublende tæt på at bringe Coventry tilbage til det fineste selskab i England for første gang i 25 år, er fokus stadig rettet mod at gøre arbejdet færdigt.

- Lad os først tale om det, når vi officielt er der, siger Lampard stålfast til BBC.

Den 47-årige englænder med 106 landskampe på cv'et fra sin aktive karriere kom til Coventry i november 2024.

Før det havde han cheftrænerposter i Premier League-klubberne Chelsea og Everton.

Han har også tidligere været cheftræner i Championship-klubben Derby, og Lampard har været glad for sin tid i den næstbedste engelske række.

- Jeg synes, at Championship er en fantastisk liga at arbejde i og at se på, især på grund af dens uforudsigelighed.

- Fankulturen, størrelsen på klubberne i ligaen og de forskellige spillestile er alle noget helt særligt, siger han.

I Lampards mandskab finder man blandt andre danske Victor Torp. Den 26-årige midtbanespiller kom til Coventry i starten af 2024 og har været en vigtig del af klubbens fremragende sæson.

I 35 kampe har Torp scoret otte mål og leveret fem assists for Coventry, der har ti point ned til Ipswich på andenpladsen.

Den danske stopper Mikkel Bischoff spillede også i Coventry i 2006/07-sæsonen.

Til DR Sporten fortæller Bischoff, der i dag er fodboldekspert på Disney, at det dengang ikke var nogen glamourøs by, og at der ikke var en eneste spiller, der boede inde i selve byen.

Siden dengang har Coventry været nede og runde League One og endda League Two i 2017/18-sæsonen.

Klubben har haft økonomiske problemer og har på et tidspunkt endda manglet en fast hjemmebane.

- De har jo nærmest været hjemløse i rigtig mange år, siger Mikkel Bischoff til DR Sporten.

- De har været nødsaget til at spille i Birmingham og Northampton. Det er virkelig en klub, der har været nede og skrabe bunden i England, og det er også det, der gør historien så fed, tilføjer han.

Coventry kan gøre arbejdet færdigt og sikre oprykningen fredag aften, hvor holdet besøger Blackburn klokken 21.00.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden