Curaçao og landstræner går hver til sit en måned før VM
Efter tre måneder stopper Fred Rutten som træner for Curaçao. Medier skriver, at forgængeren vender tilbage.
Hollænderen Fred Rutten har trukket sig som landstræner for Curaçao med mindre end en måned til VM.
Det oplyser Curaçaos landshold mandag i et opslag på det sociale medie X.
63-årige Rutten, der blev ansat i februar, har truffet beslutningen efter samtaler med ledere i forbundet.
Fred Rutten forklarer, at han trækker sig for at beskytte stabiliteten og et sundt professionelt forhold mellem spillere og stab.
- Der må ikke være et klima, som skader sunde professionelle relationer på holdet eller i staben. Derfor er det den rigtige beslutning at trække sig.
- Tiden er knap, og Curaçao må komme videre. Jeg beklager, hvordan det hele er endt, men jeg ønsker alle det bedste, siger Fred Rutten i opslaget.
Under hollænderens ledelse har Curaçao tabt to forberedelseskampe til landets første VM i historien.
I marts tabte landsholdet fra den lille caribiske ø med 1-5 til Australien og 0-2 til Kina.
Fodboldforbundet meddeler i opslaget på X, at der tirsdag vil blive afholdt et pressemøde, hvor det vil blive forklaret, hvad der er foregået siden februar og frem til nu.
Det fremgår ikke, hvem der skal afløse Fred Rutten.
I februar trak Ruttens landsmand Dick Advocaat sig som landstræner for Curaçao af personlige årsager.
Flere medier beretter, at 78-årige Advocaat vil vende tilbage på posten som landstræner, skriver nyhedsbureauet Reuters natten til onsdag dansk tid.
Det har hverken Advocaat eller fodboldforbundet i Curaçao kommenteret.
Med en befolkning på kun 156.000 mennesker vil Curaçao overgå Island som den mindste nation, der har deltaget ved et VM på herresiden.
Curaçao indleder VM 14. juni, hvor holdet møder Tyskland. Senere venter gruppekampe mod Ecuador og Elfenbenskysten.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.