Curlingherrer taber til Italien og ender på sidsteplads
Skipper Mikkel Krause og det danske hold led det syvende nederlag, da Italien vandt 10-3 over Danmark.
Opdateret kl. 09:48
De danske curlingherrer slutter sidst af de ti deltagere ved vinter-OL i Beijing.
Det står klart, efter skipper Mikkel Krause og det danske hold onsdag tabte med 3-10 til Italien.
Danskerne fik ellers en lovende start på kampen med en føring på 2-0 efter første ende.
Herefter startede nedturen, og Italien vandt de næste tre ender og bragte sig i front med 5-2. I sjette ende gik det helt galt, da modstanderen fik fire sten i huset og øgede til 9-3.
Da italienerne i syvende ende gjorde det til 10-3, blev der sagt tak for kampen.
Selv om der fortsat resterer en enkelt kamp for Danmark i gruppespillet, så er det ikke længere muligt for danskerne at komme væk fra sidstepladsen.
Danskerne afslutter natten til torsdag den olympiske kampagne mod USA, der kæmper for at nå semifinalerne, hvor Sverige og Storbritannien har sikret sig en plads.
Danmark har blot hentet en enkelt sejr ved legene i Beijing og indkasseret syv nederlag.
På kvindesiden har Danmark klaret sig en anelse bedre med to sejre og fem nederlag, inden de sidste to kampe, hvor Sydkorea og Canada venter.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.