verdensmesterskab

Curlingkvinderne giver sig selv to chancer for VM-plads

Med to overbevisende sejre fredag får Danmarks curlingkvinder to chancer for at kvalificere sig til VM.

Canada Women''s World Curling
Canada Women''s World Curling Jeff Mcintosh/Ritzau Scanpix

Nederlaget onsdag til Norge i VM-kvalifikationen gav lidt pres på de danske curlingkvinder i fredagens to sidste gruppekampe mod henholdsvis Finland og Hongkong.

Det pres håndterede skipper Madeleine Dupont og co. til perfektion. To storsejre sikrede Danmark andenpladsen i gruppen og dermed to chancer for at få en VM-billet.

Systemet er indrettet sådan, at nummer et og to i gruppen mødes i en kamp om en billet til VM. Taberen er dog ikke ude, men møder efter treeren fra gruppen i endnu en kamp om den anden og sidste plads ved VM.

Danskerne lagde fredag for med at udradere værtsnationen Finland med hele 12-4. Finnerne gav op forud for sidste ende, der altså ikke blev spillet.

Det var dog intet sammenlignet med den lussing, Hongkong blev tildelt i den sidste gruppekamp.

Danmark lagde ud med at vinde første ende med de sjældne cifre 7-0, og så var tonen slået an. Efter seks ender var stillingen hele 18-2, og alt spænding var forduftet. Ved stillingen 20-2 gav Hongkong op efter syvende ende.

Da ubesejrede Norge samtidig slog Letland, betyder det, at danskerne slutter som toer i gruppen.

De to kampe, som skal afgøre de to VM-plads, spilles lørdag. Danmark og Norge mødes klokken 8, mens taberen af kampen møder Letland klokken 13.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden