Cykelryttere undrer sig over Nadals mange indsprøjtninger

Rafael Nadal har udtalt, at han fik indsprøjtninger før hver kamp under French Open, som han vandt.

Rafael Nadal vandt i søndags French Open for 14. gang i karrieren. Det er rekord for turneringen. <i>Christophe Ena/Ritzau Scanpix</i>

Rafael Nadal vandt i søndags French Open for 14. gang i karrieren. Det er rekord for turneringen. Christophe Ena/Ritzau Scanpix

For 14. gang i karrieren kunne tennisstjernen Rafael Nadal i søndags lade sig hylde som vinder af French Open.

Men for at komme så langt skulle den skadesplagede spanier have indsprøjtninger før hver kamp.

Sprøjterne havde til hensigt at gøre foden nærmest følelsesløs på grund af smerter, og det sætter nogle af cykelsportens store navne spørgsmålstegn ved.

Efter Nadals sejr skrev bjergrytteren Thibaut Pinot "nutidens helte..." efterfulgt af en undrende emoji i et tweet om indsprøjtningerne.

Cofidis-profilen Guillaume Martin forstår ikke, hvorfor man som Nadal får lov at spille med så store problemer.

- Hvad Nadal gjorde, ville have været umuligt i cykling, og det ser jeg som normalt, siger han ifølge cyclingnews.com i et interview med L'Equipe.

Siden 2011 har det været imod Den Internationale Cykelunions (UCI) regler at benytte sig af indsprøjtninger, hvis der ikke er et klart helbredsmæssigt formål med det.

- Hvis du er syg eller skadet, kører du ikke. Det giver mening for mig af mange årsager. For det første for udøvernes helbred. På den lange bane er jeg ikke sikker på, det vil gøre noget godt for Nadals ankel.

- For cykelryttere er det allerede forbudt, men selv hvis det ikke var tilfældet, ville alle kaste sig over dem og betegne dem som dopede, fordi der er en kultur og klichéer forbundet med cykling, forklarer han.

Nadal er vendt hjem til Mallorca, hvor han i ugerne op til Wimbledon skal modtage behandling. Det siger en talsmand for ham onsdag.

- "Rafa" er allerede hjemme og vil bruge tre-fire dage på normal, vedligeholdende, fysisk aktivitet. Afhængigt af behandlingens effekt - så længe den er positiv - vender han tilbage til at træne på banen senere.

- Vi udelukker ikke endnu en runde af behandlinger i næste uge, siger talsmanden.

Efter sin sejr slog Nadal fast, at han stiller op i Wimbledon, hvis kroppen tillader det.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden