Danmark har lært af nederlag til uortodokse kroater

EM-skuffelsen i bronzekampen mod Kroatien i 2020 er væk, men den kroatiske spillestil er lagret i hukommelsen.

Landstræner Jesper Jensen, her sammen med Mie Højlund, forventer en svær opgave mod Kroatien. <i>Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix</i>

Landstræner Jesper Jensen, her sammen med Mie Højlund, forventer en svær opgave mod Kroatien. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

- Det er en af de største. De tabte semifinaler og den bronzekamp er de største.

Landstræner for håndboldkvinderne Jesper Jensen er ikke i tvivl om, hvor højt nederlaget i bronzekampen til dengang upåagtede Kroatien ved EM på hjemmebane i 2020 rangerer over hans største skuffelser med holdet.

Efter at have tabt semifinalen til favoritterne fra Norge i hans første slutrunde med holdet var alt lagt an til en sejr i bronzekampen over turneringens store overraskelse, Kroatien.

På trods af tydelig kroatisk træthed kunne Danmark slet ikke få spillet til at fungere hverken offensivt eller defensivt, og det endte i et tungt nederlag på 19-25.

Skuffelsen er bearbejdet for længst, bronzemedaljerne kom ved VM sidste år, men læringen fra kampen mod Kroatien tager Danmark med ind til lørdagens EM-mellemrundekamp.

- De er bare dygtige til at spille deres koncept, hvor det for det utrænede øje kan se rodet ud, men os, som har spillet mod dem, ved bare, at de er vildt dygtige til at være i den del, der hedder at få mål ud af ingenting, forklarer Jesper Jensen.

- Det er deres store styrke, men der tror jeg, vi har lært meget af at have stået over for dem og prøvet det på egen krop før. Det er svært at håndtere et kroatisk hold, som spiller på den måde. De spiller som et rutineret klubhold.

Efter en lige første halvleg mod Slovenien torsdag gik kroaterne helt ned i anden halvleg og tabte stort.

Kroatiens niveau kan dog svinge en del, og man ved aldrig helt, hvilken udgave man rammer på dagen.

- Det er supersvært at spille mod Kroatien. Det kan vi også se med alle de andre hold, der har spillet mod dem. Norge skulle bruge 52 minutter på at knække dem, konstaterer landstræneren.

Kampen mod Kroatien spilles klokken 18 lørdag i Arena Stožice i Ljubljana.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.