Danmark moser Egypten ved Uber Cup og er i kvartfinalen

Med fem sikre sejre uden at afgive sæt bankede Danmark uden problemer Egypten ved Uber Cup.

Line Christophersen sikrede Danmark en sejr i den første singlekamp, og det blev siden fulgt op af endnu fire sikre sejre. <i>Lillian Suwanrumpha/Ritzau Scanpix</i>

Line Christophersen sikrede Danmark en sejr i den første singlekamp, og det blev siden fulgt op af endnu fire sikre sejre. Lillian Suwanrumpha/Ritzau Scanpix

Danmarks badmintonkvinder sikrede sig mandag sin anden sejr ved Uber Cup, der er damernes hold-VM.

Det danske hold slog således Egypten med 5-0, og fordi Thailand senere på dagen slog Malaysia, er danskerne nu klar til kvartfinalen.

Allerede inden de to afsluttende doubler stod det klart, at Danmark ville vinde kampen.

Line Christophersen, Line Kjærsfeldt og Julie Dawall Jakobsen vandt således uden problemer deres singler i to sæt.

Siden gjorde Amalie Schulz og Sara Thygesen samt Alexandra Bøje og Amalie Magelund ligeledes kort proces i deres doubler og fuldendte den knusende danske sejr på 5-0 i kampe og 10-0 i sæt.

Danmarks bedst rangerede singlespiller, Mia Blichfeldt, blev hvilet.

Rune Ulsing, der har træneransvaret for det danske hold under Uber Cup, er tilfreds med udbyttet af en trods alt overkommelig dag på kontoret.

- Vi gik fokuseret ind til kampene, og vi blev endnu bedre til at håndtere forholdene inde i hallen. Det var en god og koncentreret indsats, siger han.

På grund af Thailands sejr over Malaysia senere på dagen er Danmark altså klar til kvartfinalen. Nu gælder det en direkte kamp om gruppens førsteplads, når Danmark og Thailand mødes tirsdag.

- Førstepladsen er vigtig, for hvis vi får den, så står vi med en noget større chance for at vinde vores kvartfinale, siger Rune Ulsing, der glæder sig til at møde Thailand.

- Vi skal se, om vi kan drille favoritterne. De har jo nogle stærke spillere, som vi gerne skulle udvikle os til at kunne slå.

Danmark slog søndag Malaysia med 3-2 efter en noget tættere dyst, og det var en nøglesejr i forhold til videre avancement.

Thailand er således gruppens favorit, mens Egypten som ventet endnu ikke har kunnet stille det store op.

Line Christophersen åbnede mandag ballet mod Egyptens bedste, Doha Hany, som er nummer 89 på verdensranglisten.

Christophersen er nummer 22, og hun gjorde også kort proces mod Doha Hany, selv om begge sæt bød på en tidlig egyptisk føring. 21-10, 21-11 vandt den 22-årige dansker.

Line Kjærsfeldt vandt 21-6, 21-6 i sin kamp, mens Julie Dawall Jakobsen vandt 21-3, 21-7.

I doublerne afgav Amalie Schulz og Sara Thygesen 7 og 10 point, mens Alexandra Bøje og Amalie Magelund afgav 12 og 11 point i den "tætteste" af de fem kampe.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.