Sport

Danmark skøjter over Ungarn i testkamp før vinter-OL

Danmark deltager i testturnering før næste års vinter-OL, og fredag blev Ungarn sikkert nedlagt med 5-1.

Christian Wejse var blandt de danskere, der kom på måltavlen i den sikre sejr over Ungarn. (Arkivfoto).
Christian Wejse var blandt de danskere, der kom på måltavlen i den sikre sejr over Ungarn. (Arkivfoto). Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

De danske ishockeyherrer havde fredag aften ingen problemer med at skøjte forbi Ungarn.

I den sidste testturnering inden vinter-OL til februar, hvor Danmark er kvalificeret, nedlagde ishockeylandsholdet Ungarn med 5-1.

Torsdag åbnede Danmark testturneringen i den franske by Épinal med et nederlag på 1-3 til netop de franske værter.

Lørdag eftermiddag venter Norge i den sidste kamp i træningsformatet.

Danmark skulle fredag bruge blot fem minutter på at bringe sig i front på den franske is.

De danske ismænd udnyttede en stor fejl i Ungarns defensiv, og efter to forsøg sendte Alexander True pucken i nettet efter en ellers stor redning fra Bence Balizs i det ungarske bur.

Mod afslutningen på første periode sværmede ungarerne for alvor rundt om det danske mål, men en stribe redninger fra Mathias Seldrup afværgede.

I stedet blev den danske føring fordoblet halvandet minut før periodens slutning, da ungarerne atter sov i timen.

Phillip Schultz opsnappede pucken bag mål og fandt skarpt David Madsen med en pasning tilbage, hvorfra Madsen sikkert lagde 2-0-målet op i toppen af nettet.

Lettere tilfældigt strøg pucken også i mål til 3-0 ved Christian Wejse i anden periode, og ondt blev værre for Ungarn.

30 sekunder inde i tredje og sidste periode sørgede Nick Olesen for en dansk 4-0-føring.

I powerplay pyntede ungarske Vilmos Gallo på resultatet seks minutter før tid, men David Madsen blev i sidste minut dobbelt målscorer til 5-1, da Winterthur-spilleren bankede pucken i nettet fra tæt hold.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden