Danmark taber til Thailand i gruppefinalen ved Uber Cup

Thailand vinder Danmarks gruppe ved Uber Cup efter en sejr over danskerne tirsdag.

Mia Blichfeldt havde det svært og tabte i to sæt i sin kamp mod Ratchanok Intanon fra Thailand. <i>Lillian Suwanrumpha/Ritzau Scanpix</i>

Mia Blichfeldt havde det svært og tabte i to sæt i sin kamp mod Ratchanok Intanon fra Thailand. Lillian Suwanrumpha/Ritzau Scanpix

Danmark slutter som nummer to i sin gruppe ved Uber Cup, som er VM i badminton for kvindehold. Det står klart efter tirsdagens gruppefinale mod Thailand.

De danske kvinder tabte således alle fem kampe.

Thailand var forhåndsfavorit i gruppen, så danskerne skulle diske op med en overraskelse for at snuppe gruppesejren, og det lykkedes altså ikke.

- Vi havde en tendens til, at vi til sidst i kampene lavede nogle fejl, som vi ikke lavede forinden. Men alle prøvede og blev aldrig passive. Spillerne forsøgte, det de skulle, men der kom desværre nogle små fejl, siger landstræner Rune Ulsing.

Trods nederlaget er Danmark klar til kvartfinalen. Her venter en nation, der slutter på førstepladsen i sin gruppe. Det afgøres først onsdag, hvem Danmark skal møde i kvartfinalen.

- Vi kommer til at møde et rigtig stærkt hold. Det bliver selvfølgelig rigtig svært, men det bliver en kamp, som vi kan bruge til meget – også videre frem, siger Rune Ulsing.

Danmarks bedste singlespiller, Mia Blichfeldt, var i dystens første kamp oppe imod Ratchanok Intanon, som er nummer otte i verden. Her vandt thailænderen 21-13, 21-19.

Derefter skulle Sara Thygesen og Maiken Fruergaard forsøge at stille noget op imod Jongkolphan Kititharakul og Rawinda Prajongjai, og det så godt ud efter første sæt.

Her vandt den danske duo nemlig, men tabte så pusten. I det tredje og afgørende sæt var thailænderne klart bedst, og opgøret sluttede med dansk nederlag på 21-14, 19-21, 9-21.

Line Christophersen skulle derefter forsøge at holde Danmark inde i kampen om førstepladsen, da hun skulle møde verdens nummer ti, Pornpawee Chochuwong.

Den danske singlespiller kom godt fra start og vandt første sæt. Men så skruede Chochuwong op for niveauet, og Christophersen tabte 21-18, 6-21, 7-21.

Doublen med Alexandra Bøje og Amalie Magelund spillede en udmærket kamp mod Benyapa Aimsaard og Nuntakarn Aimsaard, men måtte se sig besejret efter tre sæt.

Det samme var tilfældet for Line Kjærsfeldt, som ellers bed godt fra sig mod verdens nummer 12, Busanan Ongbamrungphan. Hun vandt således andet sæt og var tæt på at lave et stort comeback i tredje, men måtte give fortabt.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.