Danmarks badmintonkvinder møder Indonesien i VM-kvartfinale
Indonesien bliver Danmarks modstander torsdag aften, hvor kvartfinalen ved Uber Cup løber af stablen.
Danmarks kvindelige badmintonlandshold sikrede sig mandag aften adgang til kvartfinalerne ved Uber Cup, VM for hold, og nu er modstanderen fundet.
Ved en lodtrækning i Horsens, hvor turneringen løber af stablen i disse dage, blev Danmark parret med Indonesien.
Fordi danskerne sluttede som nummer to efter Kina i gruppespillet, stod det allerede på forhånd klart, at de i kvartfinalerne skal møde en gruppevinder.
Det kunne ikke blive stormagten Kina, som Danmark var i gruppe med, men både Japan, Sydkorea og Indonesien kunne komme op af bowlen, og det blev altså sidstnævnte.
Uden at Danmark overhovedet bliver favorit mod Indonesien, må det på overfladen betragtes som den bedst mulige lodtrækning.
Indonesien tromlede gennem gruppespillet med tre sejre. Danmark fik hug af Kina, men slog både Indien og Ukraine.
Lykkes Danmark med at lave en overraskelse mod Indonesien, er det formentlig Sydkorea, der venter i semifinalen. Sydkoreanerne skal møde Taiwan i kvartfinalen.
Danmark spiller kvartfinale torsdag aften.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.