Sport

Danmarks VM-bøddel taber første kamp mod Sydkorea

Sydkoreansk indskifter blev matchvinder i opgør mod Tjekkiet ved VM i fodbold.

Hwang In-beom fejrer sit første mål for Sydkorea ved årets VM-slutrunde i fodbold. Sydkorea vandt holdets første kamp over Tjekkiet med 2-1.
Hwang In-beom fejrer sit første mål for Sydkorea ved årets VM-slutrunde i fodbold. Sydkorea vandt holdets første kamp over Tjekkiet med 2-1. Ulises Ruiz/Ritzau Scanpix

Sydkorea slog tidligt fredag morgen dansk tid Tjekkiet med 2-1 ved VM i fodbold.

Det var ellers tjekkerne, der kom bedst fra start efter en målfattig første halvleg.

Ladislav Krejci hoppede højest i feltet på et indkast fra sidelinjen og kunne sende Tjekkiet i front med et kraftfuldt hovedstødsmål efter 59 minutters spil.

Sydkorea svarede hurtigt igen.

Otte minutter senere sendte Paris Saint-Germain-spilleren Lee Kang-in en dyb aflevering ind i feltet til Hwang In-beom. Med et smart træk snød han både Tjekkiets målmand og forsvarsspiller og kunne sikkert sende bolden i mål.

Ikke lang tid efter brød de tjekkiske fans på Estadio Akron i Mexico ud i jubel, da Tjekkiet endnu en gang scorede efter en dødboldsituation. Men hovedstødsmålet blev annulleret på grund af offside.

I anden halvleg blev Sydkoreas stjernespiller Son Heung-min udskiftet til fordel for Oh Hyeon-gyu. Det viste sig at være en god trænerbeslutning.

Efter et sydkoreansk pres i 80. minut blev Oh Hyeon-gyu matchvinder og sikrede Sydkorea de tre point.

Tjekkiet var flere gange yderst tæt på at udligne i slutningen af opgøret, men Sydkoreas målmand havde flere store redninger.

Sydkorea og Mexico har nu begge tre point i gruppe A, mens Tjekkiet og Sydafrika har nul point.

Tjekkiet er kvalificeret til VM på bekostning af Danmark. Tjekkiet vandt den afgørende playoff-kamp om VM-billetten i marts efter straffesparkskonkurrence.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden