speedway

Danmarksmester kører i muren og får hjernerystelse

Anders Thomsen pådrog sig en hjernerystelse, da han kørte i muren efter hård kamp med Mikkel Michelsen.

Anders Thomsen stod øverst på podiet, da han i 2021 vandt DM for andet år i træk. Nicki Pedersen og Leon Madsen blev henholdsvis nummer to og tre.
Anders Thomsen stod øverst på podiet, da han i 2021 vandt DM for andet år i træk. Nicki Pedersen og Leon Madsen blev henholdsvis nummer to og tre. Sportxpress/Ritzau Scanpix

I første sving i første heat gik det galt.

Anders Thomsen, der er dobbelt danmarksmester i speedway, kørte i muren, da Sønderjylland Elite Speedway onsdag mødte Slangerup i den danske liga.

Han var så medtaget, at en ambulance måtte fragte ham til sygehuset.

- Jeg har fået en lille blødning i hovedet og en hjernerystelse, skriver Anders Thomsen i en sms til Ritzau.

Anders Thomsen er en af tre danskere, der er faste kørere i VM-serien.

Mikkel Michelsen kører også fast i VM-grandprixerne, og ligesom Anders Thomsen måtte han en tur i muren i første heat onsdag aften. De to grandprix-kørere kæmpede en indædt kamp for at komme først ind i svinget, og det kostede.

Ifølge JydskeVestkysten slog Mikkel Michelsen knæet og kørte derfor ikke mere onsdag aften. Han slap dog for en tur på sygehuset og forventer køre VM-grandprix i polske Gorzow om halvanden uge.

Det er uvist, om Anders Thomsen kommer med til Polen, men det er ikke det, han ærgrer sig mest over.

- Der er DM næste onsdag, og det vil jeg gerne køre, men et slået hoved skal man aldrig spøge med, skriver Thomsen i en sms.

Anders Thomsen har vundet de seneste to udgaver af DM i speedway.

At speedway er en halvfarlig sportsgren, er ikke noget ukendt fænomen. For nylig kom den tidligere danske verdensmester Nicki Pedersen slemt til skade ved et løb i Polen.

Han brækkede bækkenet to steder, rev hofteleddet af led og tabte en masse blod. Han slog derfor fast, at han skal vurdere, om karrieren kan fortsætte.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden