Sport

Dansk allrounder bliver et år mere hos UAE

Den danske cykelrytter Julius Johansen har forlænget sin kontrakt med UAE frem til udgangen af 2026.

Julius Johansen skiftede før 2025-sæsonen det portugisiske kontinentalhold Sabgal/Anicolor ud med verdens aktuelt stærkeste cykelhold, UAE Emirates. (Arkivfoto).
Julius Johansen skiftede før 2025-sæsonen det portugisiske kontinentalhold Sabgal/Anicolor ud med verdens aktuelt stærkeste cykelhold, UAE Emirates. (Arkivfoto). Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

26-årige Julius Johansen kan også i 2026 kalde sig en del af verdens stærkeste cykelhold, UAE.

Aftalen mellem danskeren og Tadej Pogacars mandskab er forlænget med et år til udgangen af 2026, skriver UAE på sin hjemmeside fredag.

- Den alsidige dansker har løbende udviklet sig på holdet siden sin ankomst og er blevet en stærk allrounder, der kan hjælpe truppen på tværs af både endagsløb og etapeløb, lyder det fra UAE.

Johansen kom til UAE fra det portugisiske kontinentalhold Sabgal/Anicolor før denne sæson.

Han har ikke været udtaget til en grand tour som UAE-rytter endnu, men har alligevel udtrykt udpræget tilfredshed med sit ophold.

- Det er nok det hold i hele verden, hvor det er allersværest at komme med til en grand tour. Vi er 30 ryttere, hvor måske kun 15 kører en grand tour. Hvis jeg fortsætter, tror jeg, at der er nogen, der står foran mig i køen, som heller ikke havde en grand tour i år.

- Jeg har været rigtig glad for mit løbsprogram i år. Jeg føler, at der har været mulighed for at udvikle mig, og så skal jeg nu tage et stort skridt hen over vinteren med en masse træning. For det er det, jeg mangler lige nu, fordi jeg har kørt så mange løb, sagde Johansen i august i forbindelse med PostNord Danmark Rundt.

Johansen var i 2025 blandt andet med til Brandon McNultys sejr i Polen Rundt, Isaac Del Toros sejr i Østrig Rundt og João Almeidas sejr i Schweiz Rundt.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden