Sport

Dansk angriber åbner Bolognas målfest mod Isaksens Lazio

Med en lang tå åbnede Jens Odgaard målscoringen, da Bologna udraderede Gustav Isaksens Lazio i Serie A.

Danske Jens Odgaard (til venstre) scorede søndag sit sjette sæsonmål i Serie A.
Danske Jens Odgaard (til venstre) scorede søndag sit sjette sæsonmål i Serie A. Michele Nucci/Ritzau Scanpix

Den danske fodboldspiller Jens Odgaard har fundet målstøvlerne frem i Italiens bedste fodboldrække.

For anden ligakamp i træk kom offensivspilleren således på tavlen, da Bologna søndag på eget græs ydmygede Lazio med 5-0 i Serie A.

Det var med det yderste af tåspidserne, at Odgaard efter et kvarter scorede sit ligamål nummer seks i indeværende sæson.

Den 25-årige dansker løb i ryggen på en modspiller og kunne fra kanten af det lille målfelt akkurat rette bolden i netmaskerne med et helt strakt ben.

Med sejren kravler Bologna op på en foreløbig fjerdeplads, der er det yderste mandat i forhold til en plads i næste sæsons Champions League.

Klubben overhaler både Lazio og Juventus, der senere søndag møder Fiorentina på udebane.

Kun et enkelt point adskiller Torino-klubben og Jens Odgaards arbejdsgiver, der har ni ligakampe tilbage i sæsonen.

Forinden søndagens ydmygelse havde Lazio, der på sjettepladsen har to point færre end Bologna, ikke tabt i seks ligakampe i streg.

Den danske landsholdsspiller Gustav Isaksen blev pillet ud i pausen for Lazio, og herefter gik det for alvor galt for hovedstadsklubben.

Værterne scorede til 2-0 og 3-0, inden der var spillet 50 minutter, og så var kampen reelt afgjort.

Ydmygelsen var total, da Lazio inden for det sidste kvarter af kampen indkasserede yderligere to mål.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden