Fodbold

Dansk angriber fortsætter norsk drømmestart: Ubeskriveligt

Casper Tengstedt scorede Rosenborg-sejrsmål mod Aalesund søndag og er oppe på fem mål i tre kampe for klubben.

Casper Tengstedt - her i Horsens-trøjen tidligere på sæsonen - scorede et flot sejrsmål i Rosenborgs kamp søndag mod Aalesund. (Arkivfoto).
Casper Tengstedt - her i Horsens-trøjen tidligere på sæsonen - scorede et flot sejrsmål i Rosenborgs kamp søndag mod Aalesund. (Arkivfoto). Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Angriberen Casper Tengstedt skiftede for tre uger siden fra AC Horsens til Rosenborg, og han har på ingen tid fået heltestatus i den norske storklub.

Den 22-årige Tengstedt har i tre kampe for sin nye klub scoret fem mål, og det er blevet til sejr i dem alle.

Søndag aften trak det ellers op til pointtab hjemme mod Aalesund, men Tengstedt skaffede endnu en sejr med sit sejrsmål i tillægstiden.

Det var endda lidt af en perle, da han fra en spids vinkel i straffesparksfeltet hamrede bolden op i nettaget.

- Fantastisk. Vi kæmpede til det sidste, så det var vanvittigt. Det er ubeskriveligt siger Casper Tengstedt til Discovery.

Han kalder målet for sit hidtil "dejligste" siden skiftet til Rosenborg.

Det var Rosenborgs femte sejr i træk, og holdet er uden nederlag i ni kampe.

- Vi kører bare videre, siger den danske skarpretter.

Inden sommerens skifte nåede Tengstedt at spille tre kampe i sæsonen for oprykkeren Horsens i Superligaen.

Her blev det til syv point, men uden scoringer af Tengstedt.

Rosenborg ligger nummer fire i den norske liga, otte point efter førerholdet fra Molde.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden