Sport

Dansk angriber skifter til Hammarby i rekordhandel

Victor Lind skifter til de svenske vicemestre fra Hammarby i den dyreste handel i klubbens historie.

Victor Lind scorede seks mål i 44 førsteholdskampe for FC Midtjylland, inden han blev solgt til Brommapojkarna i januar 2025. (Arkivfoto).
Victor Lind scorede seks mål i 44 førsteholdskampe for FC Midtjylland, inden han blev solgt til Brommapojkarna i januar 2025. (Arkivfoto). Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Den tidligere FC Midtjylland-spiller Victor Lind skifter arbejdsgiver i Sverige.

Torsdag aften oplyser Hammarby på sin hjemmeside, at klubben henter den 22-årige angriber i Brommapojkarna.

Hammarby kommer ikke med en konkret pris på, hvad Lind koster, men skriver, at danskeren er det dyreste indkøb i klubbens historie.

Tidligere på ugen skrev den svenske avis Expressen, at Hammarby betaler i omegnen af 20 millioner danske kroner for Lind, hvilket er svensk transferrekord.

Hammarby oplyser, at Lind har skrevet under på en kontrakt frem til og med 2029.

Danskeren fortæller, at han har haft et godt øje til Hammarby i al den tid, hvor han har spillet i Sverige.

- At opleve fansene, men også den spillestil, som klubben står for, vil passe mig perfekt, siger han.

Angriberen spillede en nøglerolle for Brommapojkarna i den forgangne sæson, hvor han blev ligatopscorer for klubben med ti træffere og fire assister.

Med skiftet kommer han til en større adresse. Hammarby endte i sidste sæson på andenpladsen i ligaen, mens Brommapojkarna ikke var langt fra nedrykning.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden