Sport

Dansk badmintonspiller tager karrierens største triumf

Line Christophersen havde for sjette gang i karrieren spillet sig i en World Tour-finale, og den blev vundet.

Den danske damesingle Line Christophersen spillede søndag aften dansk tid finale i US Open. (Arkivfoto).
Den danske damesingle Line Christophersen spillede søndag aften dansk tid finale i US Open. (Arkivfoto). Frank Cilius/Ritzau Scanpix

Den danske badmintonspiller Line Christophersen vandt søndag aften dansk tid finalen i damesingle i World Tour-turneringen US Open.

I finalen vandt andenseedede Line Christophersen i tre sæt med cifrene 21-16, 16-21, 21-11 over bulgareren Kaloyana Nalbantova, der er nummer 43 i verden.

Turneringen i Californien har status af Super 300-turnering, hvilket svarer til femte niveau i turneringshierarkiet på World Touren.

Det var sjette gang i karrieren, Line Christophersen havde spillet sig frem til en World Tour-finale. Indtil søndagens bedrift havde hun aldrig vundet en finale på det niveau.

Dermed brød hun forbandelsen i finalesammenhæng, og det var tydeligvis en lettelse for danskeren, der brølede sin begejstring ud i hallen.

Det var karrierens største triumf for Line Christophersen, som formåede at klare de udfordringer, der opstod undervejs i finalen.

Efter de to første sæt, der blev delt ligeligt mellem duellanterne, var der klasseforskel i tredje og afgørende sæt.

Line Christophersen, der er nummer 19 i verden, levede op til sin favoritværdighed og tog en forløsende sejr.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden