Dansk-canadisk OL-par ender i top-10 ved isdans i Beijing
Nikolaj Sørensen og Laurence Fournier Beaudry ender uden for medaljefeltet, men holder sig i top-10 ved OL.
Opdateret kl. 06:08
Den danskfødte kunstskøjteløber Nikolaj Sørensen og partneren Laurence Fournier Beaudry, der sammen stiller op under canadisk flag ved vinter-OL, ender som nummer ni ved isdanskonkurrencen i Beijing.
Det står klart, efter at den frie dans er blevet afviklet natten til mandag dansk tid.
Til musik fra filmen "The Gladiator" dansede det dansk-canadiske par sig til en 11.-plads ud af 20 med en score på 113,81.
Dermed ender parret på en samlet niendeplads med en score på 192,35.
De fire dobbelte verdensmestre fra Frankrig Gabriella Papadakis og Guillaume Cizeron vinder OL-guld for første gang med en samlet score på 226,98 og sætter samtidig verdensrekord.
Det russiske par Viktorija Sinitsina og Nikita Katsalapov vinder sølv med 220,51 point, mens amerikanerne Madison Hubbell og Zachary Donohue vinder bronze med en samlet score på 218,02.
Nattens frie dans var den anden af i alt to discipliner i isdanskonkurrencen.
Den rytmiske dans blev afviklet lørdag eftermiddag dansk tid. Her blev Sørensen og Beaudry, der også danner par privat, nummer 8 ud af 23 med en score på 78,54.
32-årige Nikolaj Sørensen er født i Danmark og er et produkt af det danske kunstskøjtemiljø. Han er blevet canadisk statsborger for at kunne stille op til OL med Laurence Fournier Beaudry.
De to begyndte at danse sammen i 2012 og repræsenterede Danmark ved internationale mesterskaber i seks år.
Ved VM og EM har det ikke været et problem, at de har haft forskellige pas. Det har det dog været i OL-sammenhæng.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.