bank

Dansk Counter-Strike-hold får bank i majorfinale i Rio

For første gang siden 2019 var et dansk hold i en majorfinale, men Heroic var ikke i nærheden af sejr.

Heroic måtte se sig slået i majorfinalen i Rio. (Arkivfoto).
Heroic måtte se sig slået i majorfinalen i Rio. (Arkivfoto). Jonathan Nackstrand/Ritzau Scanpix

For første gang i holdets historie var det danske Counter-Strike-hold Heroic i en majorfinale, men det sluttede uden den store forløsning.

I Rio de Janeiro tabte danskerne søndag aften dansk tid klart til det russiske hold Outsiders.

Der skulle spilles bedst af tre maps, men Outsiders behøvede kun to til at afgøre finalen til egen fordel.

I det første map, Mirage, vandt Outsiders med 16-12, og i det andet, Overpass, endte det med russisk sejr på 16-5.

Dermed kunne russerne modtage den store pokal og hyldesten fra de mange tilskuere, der var troppet op i arenaen i Rio de Janeiro.

Det var Outsiders, der havde valgt Mirage som det første map, men Heroic leverede altså alligevel rigtig fin modstand. Længe var spændingen nogenlunde intakt, men til sidst kunne Heroic ikke modstå presset.

I Overpass, som Heroic havde valgt, viste niveauforskellen sig.

Godt nok vandt Heroic de to første runder, men så tog Outsiders over og kom foran 12-3, inden de to hold skulle skifte side.

Igen kom Heroic godt fra land og reducerede til 5-12, men derfra var der ingen tvivl om kampens udfald. Outsiders satte sig igennem og vandt klart.

Det var første gang siden 2019, at et dansk hold var i en majorfinale. Dengang vandt Astralis sin tredje majorfinale på stribe.

Heroic kan trøste sig med en pengepræmie på 170.000 dollar svarende til 1,2 millioner kroner. Outsiders tager fra Brasilien med 3,6 millioner kroner på lommen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden