Dansk cykelrytter ramt af bil under træning
Ellen Hjøllund Klinge har tilbragt en uge på hospitalet efter at være blevet ramt af en bil under træning.
Den danske cykelrytter Ellen Hjøllund Klinge har tilbragt den seneste uge på hospitalet.
Det afslører hun tirsdag i et opslag på Instagram, hvor hun er afbilledet i en hospitalseng.
24-årige Klinge, der til dagligt kører for det belgiske hold Carbonbike Giordana by Gen Z, fortæller, at hun for en uge siden blev ramt af en bil under en træning.
- Det skræmmer mig, hvor hurtigt livet kan ændre sig uden varsel. Jeg havde et fuldt løbsprogram, der skulle gennemføres, og lige nu føles cykling som det mindst vigtige.
- At komme på benene igen, være sund og omgivet af mine nærmeste er førsteprioriteten i øjeblikket. Jeg har det heldigvis bedre dag for dag, skriver Klinge uden at beskrive sine skader nærmere.
Hun husker ikke selv meget fra ulykken.
- Kun det sekund, lige før det skete. Ud fra det, jeg har hørt om ulykken, er jeg utrolig taknemmelig for stadig at være her. Nogen deroppe må have holdt en hånd over mig, skriver Klinge.
Klinge har repræsenteret Danmark ved flere mesterskaber på banen. På landevejen var hun også iført dannebrogstrikoten under World Tour-holdet Copenhagen Sprint tidligere på sommeren.
Ved DM i juni blev hun nummer 11 i enkeltstarten og nummer 21 i linjeløbet.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.