Sport

Dansk damesingle spiller sig i All England-kvartfinale

Med en stabil præstation og få fejl bookede Line Christophersen en plads i kvartfinalen i All England.

Line Christophersen er med en sejr i to sæt klar til kvartfinalen i All England. (Arkivfoto).
Line Christophersen er med en sejr i to sæt klar til kvartfinalen i All England. (Arkivfoto). Bhawika Chhabra/Reuters

Line Christophersen avancerede torsdag til kvartfinalen i badmintonturneringen All England.

Den danske damesingle viste fornemt spil og vandt 21-18, 21-11 over Yeo Jia Min fra Singapore.

- Jeg er virkelig glad og super lettet. Der er mange følelser lige nu. Det var mega fedt, at spillet fungerer.

- Jeg prøvede at bevare roen derinde, og det lykkedes, siger Line Christophersen til TV 2 Sport.

Mens Line Christophersen er nummer 23 i verden, er Yeo Jia Min nede som nummer 38 i verden, og den forskel kunne ses i torsdagens kamp.

I første sæt var der størst jævnbyrdighed og spænding, og duellanterne fulgtes ad helt frem til stillingen 17-17.

Men derfra vandt danskeren fire ud af de sidste fem point og tog dermed åbningssættet.

I starten af andet sæt fulgte Yeo Jia Min godt med frem til 6-6. Men Line Christophersen viste generelt bedre spil og højere tempo.

Det førte til en solid dansk føring på 20-7 og dermed 13 matchbolde.

Trods lidt nervøsitet i slutfasen og fire missede matchbolde lykkedes det Line Christophersen at få hevet sejren hjem, inden der opstod spænding.

- Jeg kunne godt mærke, at der kom lidt gummiarm i den til sidst. Men jeg er glad for, at jeg kunne lukke den, siger hun.

I kvartfinalen skal Line Christophersen møde japaneren Akane Yamaguchi, der er nummer fire i verden.

Flere danskere var i aktion torsdag.

Mixeddoublen Rasmus Espersen og Amalie Kudsk, der overraskede stort med tirsdagens sejr over de forsvarende verdensmestre, tabte torsdag 14-21, 16-21 til Hong Wei Ye og Nicole Chan fra Taiwan.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden