Sport

Dansk damesingle stryger overlegent videre i All England

Line Christophersen brugte kun en halv time på at besejre Thuy Linh Nguyen i All England. Rasmus Gemke er ude.

Line Christophersen er klar til anden runde i All England. (Arkivfoto).
Line Christophersen er klar til anden runde i All England. (Arkivfoto). Bhawika Chhabra/Reuters

Opdateret kl. 20:48

Selv om Mia Blichfeldt tirsdag måtte opgive at gennemføre sin førsterundekamp i All England, lever dansk badminton fortsat i kvindernes singlerække i den prestigefyldte turnering.

Onsdag spillede Line Christophersen sig nemlig videre i overbevisende stil med en klar sejr over Thuy Linh Nguyen fra Vietnam. Den 26-årige dansker vandt i to sæt med cifrene 21-15 21-11.

Line Christophersen er rangeret som nummer 23 i verden og dermed to pladser foran vietnameseren på verdensranglisten. På banen så forskellen dog ud til at være større, for danskeren tog styringen fra start og afgav aldrig initiativet.

Specielt i andet sæt var Christophersen ovenpå. Hun bragte sig foran 4-0 og 8-1, mens vietnameseren gradvist mistede modet.

Til sidst opgav Nguyen nærmest at løbe efter boldene, når Christophersen sendte dem rundt i alle banens hjørner, og det hele var overstået på en halv times tid.

I anden runde venter verdens nummer 38, Jia Min Yeo fra Singapore. Hun slog syvendeseedede Ratchanok Intanon, der trak sig med en skade i andet sæt.

Mens Christophersen altså stadig holder fanen højt hos kvinderne, er det allerede slut med dansk deltagelse i herresingle.

Den femteseedede franskmand, Christo Popov, var som ventet for stor en mundfuld for Rasmus Gemke.

Aarhusianeren tabte i to sæt med 14-21 og 16-21.

Tirsdag måtte Anders Antonsen se sig slået af japaneren Koki Watanabe. Antonsen stillede ellers op i turneringen som tredjeseedet.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden