Sport

Dansk doubles eventyr slutter med nederlag i finalen

Det var ikke langt fra en sensationel titeltriumf for dansk herredouble, som dog endte med at tabe i tre sæt.

William Kryger Boe og Christian Faust Kjær (til højre) spillede en forrygende finale, men endte dog med at tabe i tre sæt.
William Kryger Boe og Christian Faust Kjær (til højre) spillede en forrygende finale, men endte dog med at tabe i tre sæt. Lillian Suwanrumpha/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 09:43

Efter en helt eventyrlig uge sluttede det søndag i finalen for den danske herredouble William Kryger Boe og Christian Faust Kjær i Super 500-turneringen Thailand Open.

I finalen endte det med et nederlag på 22-20, 17-21, 12-21 til Aaron Chia og Wooi Yik Soh fra Malaysia.

Det useedede og for mange helt ukendte danske par, der er nummer 75 i verden, havde stor ære af finalen mod de andenseedede modstandere.

Med lidt mere held og dygtighed kunne 22-årige William Kryger Boe og 20-årige Christian Faust Kjær havde leveret sensationen foran med et sæt og med en helt lige stilling i andet sæt.

Men sådan skulle det ikke gå.

I første sæt kom danskerne bagud 6-10, men malaysierne var ikke i stand til at trække afgørende fra.

I stedet lykkedes det William Kryger Boe og Christian Faust Kjær at få kontakt ved 13-13.

Derfra tabte danskerne tre point i træk og kom bagud 13-16. Men endnu en gang viste danskerne god moral med fem vundne point i træk og en føring på 18-16.

Malaysierne, der på forhånd var favoritter, mødte i flere dueller en solid dansk mur af en defensiv.

Og kort efter blev det også dansk føring på 19-17, inden at malaysierne vandt tre point i træk og fik en sætbold ved 20-19.

Den afværgede danskerne dog og tog selv tre point i træk og dermed åbningssættet.

Det bølgede også frem og tilbage i andet sæt, hvor danskerne fulgte med indtil 14-14.

Derfra trak malaysierne fra og kom foran først 17-14 og siden 19-15. Trods et par reduceringer til slut fik Aaron Chia og Wooi Yik Soh udlignet til 1-1 i sæt.

I tredje sæt virkede det til, at fysikken også spillede ind, og malaysierne havde lidt mere overskud og energi.

Danskerne kom bagud med 2-10, og det blev for stort et bjerg at bestige, selv om det lykkedes at reducere til 7-12 og lidt senere 9-14.

Malaysierne endte med at leve op til favoritværdigheden og snuppe titlen i Thailand.

Senere søndag er Anders Antonsen med i finalen i herresingle mod thailandske Kunlavut Vitidsarn.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden