Dansk duo ligger få slag fra golftriumfer i Nordirland

Emily Pedersen og Marcus Helligkilde har gode chancer for at spille sig til tops i Handa World Invitational.

25-årige Marcus Helligkilde har en ottendeplads som karrierens hidtil bedste placering på DP World Tour (Arkivfoto). <i>Sam Greenwood/Ritzau Scanpix</i>

25-årige Marcus Helligkilde har en ottendeplads som karrierens hidtil bedste placering på DP World Tour (Arkivfoto). Sam Greenwood/Ritzau Scanpix

De danske golfprofiler Emily Pedersen og Marcus Helligkilde havde to meget forskellige lørdage ved ISPS Handa World Invitational i Nordirland.

Men begge har gode muligheder for at spille sig til tops søndag.

Den bedste dag havde Marcus Helligkilde, som var bedst af de resterende 64 mænd i turneringen.

Sidste års vinder af Challenger Touren leverede to eagles og fire birdies lørdag, men to bogeys skabte en smule malurt i bægeret.

Seks under par var dog bedste score i tredje runde, og den sendte Helligkilde op på en delt tredjeplads. Han har fire slag op til førende Ewan Ferguson fra Skotland.

Emily Pedersen havde en knap så fornøjelig dag, men hun er til gengæld tættere på sejren hos kvinderne.

26-årige Pedersen er således en delt nummer fire og blot to slag fra førstepladsen efter en lørdag, som hun gik i banens par.

Samlet set har hun brugt 10 slag under par efter 54 af 72 huller. Amerikanske Amanda Doherty fører an med en samlet score på 12 slag under par.

Pedersen var ellers helt oppe og runde førstepladsen lørdag, efter at hun fulgte en åbningsbogey op med to birdies.

En dobbeltbogey på sjette hul blev dog dyr for danskeren. Siden blev spillet lidt mere stabilt, men hun var helt tydeligt ikke helt tilfreds med sig selv efter flere lidt for korte puts.

Også Nicole Broch Estrup er med hos kvinderne. Efter en meget omskiftelig dag i par ligger hun en delt nummer 34 og klarede sig akkurat videre til søndagens finalerunde.

Lørdag blev feltet hos både mænd og kvinder således cuttet yderligere, så de søndag kan afvikle deres sidste runder på samme tid og bane.

Turneringen i Nordirland er en del af både den amerikanske LPGA og Ladies European Tour samt herrernes DP World Tour.

Hos både mænd og kvinder svarer den samlede præmiepulje til knap 11 millioner kroner, hvoraf vinderne tager 1,8 millioner kroner.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.