Sport

Dansk ekslandsholdsspiller fortsætter som Mainz-assistent

Michael Silberbauer beholder sit job i Mainz, selv om hans tidligere chef Bo Henriksen er blevet fyret.

Michael Silberbauer (til højre) har været i Mainz siden februar 2024, hvor han blev assistent for nu fyrede Bo Henriksen. (Arkivfoto).
Michael Silberbauer (til højre) har været i Mainz siden februar 2024, hvor han blev assistent for nu fyrede Bo Henriksen. (Arkivfoto). Joerghalisch/Ritzau Scanpix

Michael Silberbauer fortsætter som assisterende træner i den tyske fodboldklub Mainz, selv om klubben i sidste uge fyrede hans hidtidige chef, Bo Henriksen.

Det fortæller Henriksens afløser, Urs Fischer, i et interview på Bundesliga-klubbens hjemmeside. Her oplyser han også, at han selv har taget to assistenter, Markus Hoffmann og Sebastian Podsiadly, med til klubben.

- De forstår begge, hvordan jeg fungerer, og ikke mindst hvilke principper, der er vigtige for mig i analyserne. Derfor er det vigtigt at tage personale med.

- Michael Silberbauer er også stadig hos os som assistenttræner. Teamet vil fungere godt sammen, det er jeg ikke bekymret for, siger Urs Fischer.

44-årige Silberbauer spillede som aktiv 25 landskampe for Danmark og har efter sit karrierestop skabt sig en trænerkarriere.

Han har blandt andet været cheftræner i hollandske Utrecht og haft assistentjob i flere forskellige klubber.

Bo Henriksen hentede nordjyden til Mainz i februar 2024. De to arbejdede tidligere sammen i FC Midtjylland.

Mens Silberbauer altså fortsætter i jobbet hos Bundesligaens bundprop, er det slut for Mikkel Jespersen, en anden af Bo Henriksens danske assistenter.

Mainz oplyser til Bold, at Jespersen forlader klubben.

Fyringen af Bo Henriksen fik i øvrigt ikke den håbede lyneffekt. I den første kamp uden den danske cheftræner tabte Mainz 0-1 hjemme til Mönchengladbach.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden