Sport

Dansk fjerduo overmatcher estere og er videre ved EM

Rasmus Espersen og Amalie Cecilie Kudsk havde problemer i andet sæt, men gik sikkert videre ved badminton-EM.

Amalie Cecilie Kudsk har sammen med makkeren Rasmus Espersen fået en god start på EM. (Arkivfoto).
Amalie Cecilie Kudsk har sammen med makkeren Rasmus Espersen fået en god start på EM. (Arkivfoto). Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Den danske mixeddouble med Rasmus Espersen og Amalie Cecilie Kudsk er klar til ottendedelsfinalerne ved EM i badminton i spanske Huelva.

Mandag vandt duoen sikkert i to sæt over Mikk Õunmaa og Ramona Üprus fra Estland.

Esterne fik i første omgang ikke et ben til jorden, inden de formåede at give danskerne kamp til stregen. Kudsk og Espersen vandt med cifrene 21-8, 21-19.

Særligt indledningsvist var danskerne altdominerende, og på kort tid bragte de sig foran 12-0 i første sæt i deres åbningskamp.

Momentum skiftede kortvarigt, men esterne var aldrig i nærheden af et comeback.

Espersen og Kudsk var ikke lige så overlegne i andet sæt, og efter tre tabte point i streg stod det 15-15.

Esterne formåede således at skabe spænding mod slutningen på andet sæt, hvor danskerne imidlertid trak det længste strå.

I ottendedelsfinalen venter enten et par fra Tjekkiet eller et par fra Irland.

Danske singleprofiler som Anders Antonsen, Rasmus Gemke og Mia Blichfeldt skal først i aktion senere på ugen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden