Dansk fodboldspiller forlader græsk klub efter få måneder

Philip Zinckernagel skal spille resten af sæsonen hos Standard Liege efter få måneder hos Olympiakos.

Philip Zinckernagel var i sidste sæson med til at rykke Nottingham Forest op i Premier League. Han spillede i klubben på en lejeaftale. (Arkivfoto). <i>Andrew Couldridge/Ritzau Scanpix</i>

Philip Zinckernagel var i sidste sæson med til at rykke Nottingham Forest op i Premier League. Han spillede i klubben på en lejeaftale. (Arkivfoto). Andrew Couldridge/Ritzau Scanpix

Philip Zinckernagel fik en formidabel start på livet i storklubben Olympiakos, men mindre end tre måneder efter skiftet til Grækenland har han nu forladt klubben.

Tirsdag aften blev han således præsenteret på en lejeaftale i den belgiske klub Standard Liege, hvor han skal spille resten af sæsonen.

Det oplyser klubben på sin hjemmeside.

Philip Zinckernagels skifte fra engelske Watford til Olympiakos blev annonceret så sent som i slutningen af juni, og danskeren fik en formidabel start i Grækenland.

Han scorede således i sin debut mod Maccabi Haifa i Champions League-kvalifikationen. Senere fandt han også vej til nettet i Europa League-kvalifikationen mod Slovan Bratislava.

Siden er lykken dog vendt for Philip Zinckernagel. Han blev ikke tildelt en plads i Olympiakos' trup til Europa League-gruppespillet i efteråret, ligesom han har siddet på bænken i to af de tre første ligakampe.

Det er cheftræner Carlos Corberán, der har udeladt danskeren.

Spanieren overtog tøjlerne, da Pedro Martins blev fyret, efter at klubben røg ud af Champions League-kvalifikationen.

Blandt andet Ekstra Bladet har beskrevet, at Zinckernagel ikke indgik i spanierens fremtidsplaner.

Skiftet til Standard Liege behøver dog ikke betyde, at Philip Zinckernagel er færdig i Olympiakos. Han har således kontrakt med klubben til 2025.

I sidste sæson var Philip Zinckernagel en del af en stor succes i England. Han spillede i Nottingham Forest på en lejeaftale og var med til at rykke klubben op i Premier League.

Han bidrog med seks mål og syv assist.

Det skabte opmærksomhed om den tidligere Sønderjyske-spiller, som var ejet af Watford. Han endte med at blive solgt og fik det prestigefyldte 10-tal bag på trøjen hos Olympiakos.

Nu skal han i stedet spille hos Standard Liege, som er placeret som nummer ni efter syv runder i den belgiske liga.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.