Cykelsport

Dansk grand tour-debutant udgår af Vueltaen med corona

Mathias Norsgaard kommer ikke til start på tirsdagens etape, efter at han har afgivet en positiv coronatest.

Cykelløbet Vuelta a España er mandag blevet en dansker fattigere.

På hviledagen er Mathias Norsgaard blevet trukket ud af løbet, efter at han har afgivet en positiv coronatest.

Det meddeler Movistar på Twitter.

Dermed kommer danmarksmesteren i enkeltstart ikke til at vise sin dannebrogstrikot frem på tirsdagens tidskørsel.

- Det er trist at se din første grand tour slutte så brat, specielt når dannebrogstrøjen ventede på dig i morgen (tirsdag, red.). God bedring, lyder det i holdets opslag.

25-årige Norsgaard døjede i weekenden med sygdom, og på søndagens hårde bjergetape kørte han over målstregen som næstsidste mand.

Håbet var, at han på hviledagen kunne komme sig og stille til start på tirsdagens etape i en bedre forfatning, men det kommer altså ikke til at ske.

Med Norsgaards afsked med løbet mister Movistars store klassementshåb, Enric Mas, desuden en af sine hjælpere.

Mas er lige nu nærmeste udfordrer til belgieren Remco Evenepoel, som igen søndag viste sig som feltets stærkeste klatrer.

Belgieren er 1 minut og 12 sekunder foran Mas, mens Jumbo-Vismas Primoz Roglic er yderligere 41 sekunder efter på tredjepladsen.

Mads Pedersen og Julius Johansen er de to tilbageværende danskere i cykelløbet.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden