Dansk kaptajn sætter lid til 16-årig klubkammerat i OL-jagt
16-årige Nikita Bergmann og andre teenagere kan være med til at sikre Danmarks ishockeykvinder en OL-billet.
Flere purunge spillere kan få fremtrædende roller, når Danmarks ishockeykvinder fra torsdag jagter en billet til vinter-OL i Milano, der sættes i gang om præcist et år.
Hele syv teenagere er en del af landstræner Björn Edlunds trup, og holdets rutinerede kaptajn kender én af dem bedre end de fleste.
Den blot forward 16-årige Nikita Bergmann bliver således fremhævet af sin dobbelt så gamle klubkammerat i svenske Skellefteå Nicoline Jensen som en mulig bidrager til de mål, som holdet har savnet i den seneste periode.
- Nikita er utrolig dygtig. Hun blev topscorer og turneringens spiller for U18-landsholdet ved VM (på det næsthøjeste niveau, red.) i januar, og hun kan helt sikkert få en stor rolle for os, siger den danske kaptajn om truppens yngste og med 182 centimeter højeste medlem.
Danmark møder torsdag Holland, fredag Norge og søndag Sverige i et gruppespil, hvor vinderen tager en OL-billet, og den bedste toer på tværs af tre kvalifikationsgrupper følger trop.
Bergmann er helt ny i forhold til sidste års VM-slutrunde, hvor Danmark rykkede ned fra det højeste niveau. Det samme er flere andre af de unge, og selv om de ikke nødvendigvis skal bære holdet, har Nicoline Jensen forventninger til flere af dem.
Hun nævner blandt andre 17-årige Alma Madsen-Mygdal, 17-årige Silja Rasmussen, 18-årige My Lau og 19-årige Frida Kielstrup som andre mulige profiler i OL-kvalifikation.
- De unge bliver bedre og bedre, når de kommer op til os. De er alle utroligt seriøse og dedikerede. De bringer masser af vilje, gejst og energi ind i truppen, hvilket unge spillere også helst skal.
- Jeg tror, det har hjulpet utroligt meget, at der er kommet en professionel liga for kvinder, PWHL, i USA. Den gør det muligt for de unge at have store drømme om en karriere fra de er helt små, og det er med til at anspore dem, siger Nicoline Jensen.
Derudover ser både Jensen og landstræner Björn Edlund målmandsposten som en klar dansk styrke i forhold til konkurrenterne, omend Emma-Sofie Nordstrøm er alderspræsident på posten med sine 22 år.
- Vi har turneringens stærkeste målmandsteam med Emma-Sofie Nordström i spidsen og Aya Juhl-Petersen og Caroline Bjergstad som meget kompetente suppleanter, siger Edlund.
OL-jagten sættes for Danmarks vedkommende i gang torsdag klokken 14 mod Holland. Alle kampe i gruppen afvikles i svenske Gävle.
Danmarks ishockeykvinder var i 2022 for første gang med ved et vinter-OL, og det blev til en hæderlig debut med en overraskende sejr over Tjekkiet og tre nederlag.
Siden afløste Edlund landsmanden Peter Elander på trænerposten, og et løbende generationsskifte har sænket gennemsnitsalderen til de nuværende omkring 23 år.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.